Den sidste salgsdato synes for Saxons vedkommende at ligge år tilbage.
Siden de britiske metalveteraner Saxon i sidste halvdel af firserne forgæves forsøgte at bryde stort igennem i staterne ved at gøre deres arketypiske heavy metal mere melodisk og strømlinet, har de stort set holdt sig til at lave ret konservative metalplader. Det seneste udspil fra Saxon, The Inner Sanctum, er ingen undtagelse. Selv hvis man kun har hørt ganske få Saxon numre, er det ikke svært at forestille sig, hvordan The Inner Sanctum lyder, før man hører den. Trommerytmerne, vokalmelodierne og guitarriff følger med uhyre få undtagelser et meget fastlagt mønster. Hvilket bandets trofaste fans højst sandsynligt vil glæde sig over. Desværre er der ikke rigtig nogle af de ni sange, der løfter sig over det jævne, og de er alle præget af en nærmest håndværksmæssige tilgang, der får lytteren til at opleve en sang som et stykke rutinearbejde, Saxon leverer. Der er samtidig så meget run på klichéerne, at de må trække nummer for at komme til. Den sidste salgsdato synes for Saxons vedkommende at ligge år tilbage.









Log ind for at kommentere.
Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.