Anmeldelse / Live / Lørdag d. 24-03-2007 kl. 14:02

Bonnie Prince Billy
Store Vega, København,
fredag d. 23. marts 2007

Anmeldt af Peter Valiant Jørgensen

GAFFA		5 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Død, bøsseheste og tibetanske munke i små, røde Speedos – storyteller Will Oldham i topform

Billede: Mikkel Stenbæk Hansen

Det er selvfølgelig også en måde at dæmpe stemningen en fredag aften – trække vejret dybt og fortælle 800 mennesker, at det har været et år med smertefulde tab.

Heldigvis går der kun et par minutter, før Will Oldham aka Bonnie Prince Billy, der mistede sin far i fjor, afbryder sig selv midt i åbningsnummeret “The Unquiet Grave” – om en sørgende, der siddende på sin elskedes grav længes efter blot et kys – med en morbid joke om dårlig ånde og manglen på tyggegummi i underverdenen.

Den 37-årige særling fra Kentucky er prinsen af americana og alternativ country – en helt særegen sangskriver og sanger, der formår at sige grimme ting på den smukkest tænkelige måde.

Alene med sin elektriske guitar formår han at henføre det lynhurtigt udsolgte Store Vega i ni kvarter med et varieret udbud af sange fra et imponerende bagkatalog. Alt for længe, ja, men ni kvarter stort set uden svage sange – og så savner man alligevel en håndfuld Oldham-klassikere som “Just To See My Holly Home”, “Madeleine Mary” og “A Minor Place” i et ellers stærkt varieret sæt.

Dog med den fællesnævner, at sangene oftest kredser reflekterende om det sorte i sjælen, ensomhed, identitet, synder og kvinder. Ofte også om sex. Og småperversioner. Ikke at Will Oldham udgør nogen form for sexsymbol – med mindre man tænder på hillbilly-white trash med måne, vildt fuldskæg og overskæg ned over underlæben.

Han ligner en særling, bevæger sig mindre elegant end Poul Dissing og Joe Cocker og har ry for at være sky. Han giver sjældent interviews, men meget af stilen er påtaget, når han for eksempel fortæller om stemmerne i sit hoved. Oldham er en skarp observatør af især menneskelige følelser, og særheden stammer vist lige så meget fra lidt for mange tykke cigaretter.

Han er bevidst om sin skævhed og dyrker den til det yderste. Og hvis han er sky denne aften, er Casper Christensen utilpas på en stand-up-scene.

Oldham er også skuespiller, aktuel på NatFilm-festivalen i “Old Joy” og “The Guatemalian Handshake”. Han joker uhyre veloplagt om poeter, præsidenter og bøsseheste, improviserer sange og afbryder for eksempel sig selv midt i klassikeren “Wolf Among Wolves” for at fortælle en historie om tibetanske munke i små, røde Speedos ...

Musikalsk nærmer stemingen sig det magiske, da han med sin store, udtryksfulde vokal forfører publikum med “I See A Darkness”. Andre højdepunkter er en smuk “Nomadic Revery” og en lystig “Ease Down The Road”, der går direkte over i Willie Nelsons “On The Road Again” – der efter Will Oldhams intro om oralsex på landevejen har fået en helt ny mening ...

Der er masser af de forventede længselsfulde klagehyl i de skæve sange, men Oldham spiller samtidig eminente, molstemte akkorder og har et stort øre for melodier.

Han kunne så let som ingenting både skrive og synge banal mainstream. Det gør han heldigvis ikke. Han udtrykker det skæve i os, kun ganske få andre formår.