Alphabeat
Skråen, Aalborg,
onsdag d. 4. april 2007
| GAFFA | 4 stjerner | |
| Læserne |
|
Endnu ikke anmeldt af læserne |
| Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor. | ||
Alphabeat viste deres store potentiale i Aalborg
Det var et udsolgt Skråen, bestående hovedsagligt af yngre publikummere, der tog imod Silkeborg-bandet. Det unge publikum, hvoraf flere klædte sig lige så outreret som Alphabeat, var meget tændte inden bandet gik på scenen, men det skyldtes nok også, at BliGlad havde optrådt umiddelbart før (BliGlad er anmeldt live for nylig på GAFFA.dk, så dem lader vi ligge her).
Da trommeslager Troels Hansen træder ind på scenen, bliver publikum dog endnu mere tændt. Han lægger ud med et beat, som får følgeskab på keyboard af Rasmus Nagel. De bliver akkompagneret af Anders B og Anders Reinholt på hhv. guitar og bas, da de indfinder sig på scenen. Til sidst, under stor jubel, dukker forsangerparret Anders SG og Stine Bramsen op foran mikrofonerne, og så bliver der sat gang i koncerten med bandets aktuelle hit ”10.000 Nights of Thunder”.
Alphabeat var fyldt med masser af lalleglad energi; især forsanger Anders, der til tider bevægede sig som en kloning mellem Joe Cocker og Stevie Wonder. Det virkede lidt hæmmende på hans forsangermakker, der ikke var lige så sprælsk, men det gjorde såmænd heller ikke noget.
Selvom bandets visuelle stil og udklædning appellerer meget til førnævnte publikum, så rammer deres poppede, firserinspirerede musik heldigvis meget bredere, og det vidner den enorme popularitet i hele Danmark jo også om. Koncerten efterlod et indtryk af, at debutalbummet endnu har et par radiohits til gode – ikke mindst fordi publikum tog godt imod det eksisterende repertoire.
Bortset fra lidt ligegyldig snik-snak mellem numrene, så forstod Alphabeat at underholde. Udover Anders SG’s specielle fagter og kropsudtryk, så lavede bandet bl.a. en lille danserutine, der passede helt fint med bandets øvrige stil og som tydeligvis morede publikum.
Alphabeat vandt dog mest på genkendelseseffekten, og da det ordinære sæt blev rundet af med en cover-version af ”Yummy Yummy Yummy, I’ve got love in my Tummy”, så var hele salens opmærksomhed atter rettet mod scenen. Storhittet ”Fascination” blev spillet som eneste ekstranummer, og det nummer fik som ventet publikum til trykke den helt af. Der blev hoppet, danset og sunget ”åhhh åh”, og det fik også smilet på undertegnede helt op til begge ører.
Med lidt flere numre i kufferten og lidt flere koncerter på bagen, så vil Alphabeat helt sikkert blive et af de bedste pop-livebands i Danmark.













Log ind for at kommentere.
Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.