Du er ikke logget ind    Log ind / Opret brugerCookie persondata politik for GAFFA A/S
Anmeldelse / Live / Fredag d. 06-04-2007 kl. 15:22

Kenneth Thordal
Tante Olga, Randers,
onsdag d. 4. april 2007

Anmeldt af Troels Frøkjær
Foto: Troels Frøkjær
GAFFA
4 stjerner4 stjerner4 stjerner4 stjerner4 stjerner4 stjerner
4 stjerner
Læserne
Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Kongerigets øvrige ordekvilibrister kan roligt begynde at få svedige fingre på tasterne…

...de pustes i den grad i nakken af den flabede københavnske gadedreng Kenneth Thordals hede ånde. Det underlige er blot, at det tilsyneladende stort set kun er anmelderne, der har opdaget det. Kenneth Thordals tre dansksprogede plader har sammen med hans koncerter fået en sand mælkevej af anmelderstjerner og positiv presseomtale. Det fremragende album ”Alt og Ingenting,” som udkom i februar i år, har, det til trods, endnu ikke solgt 2000 eks.. Og til turnéstarten på Tante Olga i onsdags i Randers var der blot mødt 25 op – inkl. personalet – for at lytte til Thordal og hans 5 ”mand” store band. Det fik forsangeren til – med delvist held og med sit vanlige glimt i øjet, at starte en navnerunde blandt publikum. Men uanset: Jeg stiller mig gerne i køen af jublende anmeldere. Danmark har med Kenneth Thordal fået en ny ordsnedker i superligaklassen.

Dog knirkede han og bandet ”Strandvaskerne” lidt rustent i hængslerne her og der i løbet af koncerten. Man fornemmede, at de besad mere energi at trylle med, så at denne energi gemmes til Vega og Train, kunne man godt som publikum ærgre sig over, når nu sangmaterialet og de musikalske evner rækker til mere. F.eks. virkede den ellers talentfulde guitarist Berit Fridahl (tidligere Hotel Hunger, Heather Nova, Absolute Girls, Bitch Boys m.fl.) under dele af koncerten indadvendt og tilbageholdende på sit instrument. Men indimellem tog fanden ved hende, og sangene fik dejlig krop og kant. Trommeslageren Kenneth Spenner (man skal tilsyneladende være enten kvinde eller hedde Kenneth for at komme med i dét band) var derimod tændt og tætspillende gennem hele koncerten. Men alt i alt virkede det som lidt af en koldstarts premierekoncert. Der skulle en del numre til, før bandet var helt oppe i omgangshøjde. Dog – var jeg Kenneth T’s personlige artdirector eller bankassistent på slutløn, ville jeg bære rundt på et isbjerg i maven i cool forvisning om, at ”Strandvaskerne” nok skal højne standarden på de danske spillesteder i løbet af denne turné og i øvrigt med tiden komme til at sælge ganske fornuftigt med plader. ”Hvis bare døgnet havde 117 timer, og årene kom et ad gangen og ikke i stimer, så var der tid til at elske mere, håb om at to blev til endnu flere...”

Et af koncertens højdepunkter var bl.a. sangen ”Opirøg” som Thordal har skrevet sammen med Peder Bundgaard, til dels om dennes ven Dan Turèll. En forunderlig velspillet og vellykket sang, hvor også Jens Vejmand kommer forbi på Gasværksvej, hvor Mary på sin ligtornekrans stikker ild til sig selv, til Gasværksvej og en smule til Jens Vejmand og mig... Et andet højdepunkt var den underskønne ballade ”Nede ved Havnen,” som er en særdeles vellykket bearbejdning af Dan Turèlls muligvis sidste digt, der for alvor burde åbne vejen for Kenneth Thordals univers. Et meget langsomt tempo til trods formåede bandet at holde sangen stramt på scenen, så sangen med nød og næppe undgik at ”vælte”. Sangen ”Sort” blev spillet følsomt med Anne Louise von Bülow (Marie Key Band) på kontrabas med bue, og på den smukke kærlighedsballade ”TogettilIsland” sang bassisten i nydelig duet med Thordal: ”Toget til Island var halvt fyldt med vand. Tankerne flød rundt og drillede hinanden. Du stirrer på mig og ind i et spejl af dybfrosne guldfisk og fandt staks fem fejl. Vi taler forbi hinanden. Det’ sgu da klart for fanden – du siger jo slet ingenting.”

”Du er jo poet!!” råbte en tilskuer i begejstring op mod Kenneth Thordal efter sangen. Det manifest skal blive svært at modbevise! For fanden!

Tip en ven
Endnu ingen kommentarer. Tilføj din nedenfor

Log ind for at kommentere.

Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.