Det legendariske dødsmetalband Suffocation leverede et dræberset i Aalborg
Jeg gik desværre glip af det første opvarmningsband danske Dawn Of Demise. Hvilket især var en skam, fordi bandet tilsyneladende havde leveret en optræden, der havde efterladt et særdeles godt indtryk. Andet opvarmningsband, ligeledes danske The Arcane Order, måtte i den første del af deres sæt kæmpe med massive lydproblemer. Trommerne kom først nogenlunde under kontrol halvvejs inde i bandets optræden. Lyden blev dog på intet tidspunkt helt god. I en livesituation gør The Arcane Orders musik sig væsentligt bedre end på cd. Skønt bandet med deres semithrashede melodød bevæger sig af en meget befærdet sti, var deres optræden energisk og deres spil 100 procent kompetent.
Aftenens hovednavn Suffocation gjorde en imponerede figur. De havde en sublim lyd. Alle brutale detaljer i deres komplekse og tekniske dødsmetal kunne høres, og de enkelte musikere kunne deres dødsmetal-abc. Ikke mindst trommeslager Mike Smith, som jeg i nogle passager måtte mistænke for at være en blæksprutte in cognito. Vokalist Frank Mullen er en sjælden vare blandt dødsmetalvokalister, da han ikke blot growler sangenes titler mellem numrene. Med en selvironisk og ligefrem facon fik han med utallige kommentarer fra scenekanten vist, at han nok growler dybt og ondt, men på ingen måde tager sig selv for højtideligt. Under numrene bevægede han sig som en arrig gorilla med en til tider højst usædvanlig mimik. Suffocations sæt varede en times tid og bandet spillede numre fra alle deres udgivelser med sange som "Pierced From Within", "Catatonia" og "Bind Torture Kill". Dog med hovedvægten lagt på deres seneste album og deres klassiske debut "Effigy Of The Forgotten". Alt i alt var det en ganske fornøjelig aften i selskab med et af dødsmetallens stilskabende bands.








Log ind for at kommentere.
Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.