Stakåndet, rastløst og smittende udspil fra danske debutanter

Utallige unge bands forsøger sig med et sortrandet rockudtryk i tråd med Joy Division, Placebo og Interpol. Som oftest styrter bestræbelserne dog til jorden under vægten af kreativt armod og traurigt epigoneri. Sådan er det lykkeligvis ikke i tilfældet Death By Kite, der hørbart vedkender sig den mørke rocks helte, men samtidig har en egen måde at forvalte fortid og forbilleder på. Trioen fremspiller således en blanding af punk, støjrock og indiepop, der i ét væk over- og underløbes af lysende guitarindfald og besnærende melodik. Det er stakåndet, det er rastløst, det er smittende, og det er i nogle passager direkte fremragende. Ikke alt er selvsagt i samme superliga, men sangene er aldrig så svage, at albummet for alvor mærkes af det – hvilket blandt andet skyldes Bjørn Langes sårbart-desperate sangforedrag og den veldocerede assistance fra Sidsel Marie Hermansen. Death By Kite har med andre ord begået en debut, der lover mere end godt for den fremtid, alle taler om, men ingen kender.