Ambitionerne fejler ikke noget på det sjette album fra Rob Flynn og co.
Oven på det overbevisende comeback Through The Ashes Of Empires har Machine Head lagt sig i selen og med The Blackening lavet deres hidtil mest ambitiøse udspil. The Blackening er kendetegnet af lange komplekse kompositioner, hvor der bliver leveret et hav af slag på de dobbelte stortrommer og en sand syndflod af guitarsoli. Fire af sangene er omkring de ti minutter, og albummets otte numre udgør en samlet længde på en times tid. Dermed er The Blackening heller ikke et album, man sådan lige fordøjer. Med The Blackening sigter Machine Head højt. Måske endda for højt. Når albummet ikke helt er det mesterværk, bandet har tilstræbt, skyldes det, at de skyhøje ambitioner sine steder tager livet af sangene. Sange er jo i sidste instans det, det handler om. Selv når man spiller episk og teknisk metal. Åbningsnummeret Clenching The Fist Of Dissent er således et fragmentarisk puslespil af godbidder, der ganske enkelt vil for meget. Til gengæld lykkes projektet til fulde på sange som Halo, A Farewell To Arms og Now I Lay Thee Down.









Log ind for at kommentere.
Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.