De skotske melankolikere har bidt sig fast i den enkle sang

Man kan ikke beskylde skotske Travis for at lave stor kunst. Men mindre kan som bekendt også gøre det i popbranchen, og Travis har alle dage haft en stensikker fornemmelse for den iørefaldende sang. Det benægter sig heller ikke på The Boy With No Name, som er opfølgeren til den snart fire år gamle 12 Memories.
Der bliver spillet med en fuldfed tone på albummet, der har gruppens foretrukne producer Nigel Godrich bag kontrolpanelet, og han svigter ikke den gode og let genkendelige lyd. Der er i det hele taget en familiær og tryg tone i Travis' sange, og måske også en vis gentagelse, hvis det ikke lige var for, at sangene fremføres som dugfriske og helt uskyldsrene. Her har sanger Fran Healys drypvise melankolske sang sin tydelige effekt. The Boy With No Name er trallende melankoli, der bringer smilerynkerne frem.
Der er ikke meget hokus pokus over dette ligefremme poporkester, som har været dømt ude en del gange. Men det er svært at komme uden om de pågående kompositioner Selfish Jean og Eyes Wide Open, der er en mindre opvisning i fermt popsnedkeri. Travis virker i det helt taget i et voldsomt overskud på albummet, og det smitter af i deres udførelse af disse liflige popsange, der ikke gør det store væsen af sig, men har deres virkning i det stille. The Boy With No Name er lidt som det tidlige forår. Lige pludselig er det over én med en overrumplende lykkefølelse. Også selv om Travis kan have svært ved at holde kadencen hele albummet igennem, og følelsen derfor kun kommer prikvis.