Singer-songwriter gør kur til sine inspiratorer uden at sætte personligheden over styr

Da Grant Lee-Phillips sidste år udsente det noget blege coveralbum Nineteeneighties var to af hans største forbilleder ikke inkluderet. Det er de til gengæld i rigt mål på det femte udspil fra den tidligere Grant Lee Buffalo-ringmester. Forskellen er bare, at denne gang er sangene hans egne, selv om inspirationen høres langt væk. Både John Lennon og Marc Bolan fylder musikalsk godt i landskabet på Strangelet. Heldigvis er der ikke dømt gravrøveri, når Grant-Lee Phillips bekender kulør over for de to ikoner. Tværtimod har singer-songwriteren en elegance og en ferm sangskriverpen, som giver sangene et vedkommende og personligt aftryk. På de dragende og mørke Soft Asylum og Chain Lightning med sarte stryger-vignetter fraserer Phillips' røst blidt som en Lennon i fin form. Hidden Hand, Raise The Spirit og især Johnny Guitar gør stormkur til glamrocken med en iørefaldenhed, der skal ledes længe efter. Strangelet er Grant-Lee Phillips på toppen med det solide håndværk under armen.