Anmeldelse / Live / Mandag d. 23-04-2007 kl. 00:55

Marianne Faithfull
Amager Bio, København,
søndag d. 22. april 2007

Anmeldt af Mathias Nielsen

GAFFA		5 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Formidabel frøken Faithfull imponerede

Foto: www.ryming.dk

Det er to et halvt år siden, Marianne Faithfull sidst gæstede Danmark. Den koncert fandt sted et par uger inden hun – på grund af udmattelse – kollapsede før en koncert i Milano, og efterfølgende aflyste resten af turnéen. Det var da også en noget nervøs og uinspireret optræden, hun gav dengang i Vega.

Siden da har Faithfull både udsendt et udmærket album (”Before the Poison”), gennemgået en vellykket operation for brystkræft og for nylig spillet hovedrollen i en film ”Irina Palm”, for hvilken hun modtog mange roser ved premieren under Berlin-filmfestivalen. Og så er det også svært at se igennem fingre med den række af prominente musiknavne, hun har samarbejdet med – udover d’herrer Jagger og Richards (som stod bag gennembrudshittet ”As Tears Go By”), forstås.

Enhver musikentusiast må gispe over de musikalske kollegaer, der næsegrus beundrende har komponeret sange til deres idol. Man nævner i flæng: PJ Harvey, Billy Corgan, Daniel Lanois, Beck, Nick Cave og minsandten også Pulp og Blur. Ja, og hvorfor ikke lige bringe Roger Waters og Elton John ind over, nu vi er i gang!?

Alt til trods var det alligevel med en vis skepsis, man drog til Amager Bio, for det var jo ikke helt optimalt sidst. Men allerede da Faithfull trissede storsmilende på scenen, var man sikker på at dét her ville blive noget andet. Omgivet af en langt mere end kompetent musikalsk trio kastede hun sig ud i ”No Regrets” med sin hæse karismatiske stemme.

Te, vand og anekdoter
Hvor sangerinden under Vega-koncerten for nogle år siden fik hvæset sig igennem det meste af en pakke smøger på halvanden time, var hun denne aften te- og vanddrikkende samt 100 procent røgfri. Dengang var hun spændt og nervøs, denne aften virkede hun afstemt og afslappet. Én ting der dog ikke havde ændret sig, var hendes anekdoter mellem sangene, som i sig selv er noget af en oplevelse.

Kort inde i koncerten lagde hun ud med at sige, at dette ville blive en speciel aften, og at hun havde forberedt en masse ”rarities”; nogle af dem ville være sange, der knap nok er til at støve op på plade. Endnu noget af en afvigelse fra forrige ”greatest hits”-optrædenen i Vega.

”Spike Driver Blues” er et gammelt amerikansk folknummer. Og til det forklarede Faithfull, at hendes afdøde ven, musikforskeren Harry Smith, i sin tid havde støvet det frem af arkiverne, og overtalt hende til at fortolke det. Ifølge Faithfull var Smith noget af en skæv eksistens, hvilket blev underbygget med, at han og Allen Ginsberg var gode venner… Blot for at give et eksempel på, at det altså ikke var anekdoter fyldt med tom luft, man fik serveret. Derimod kunne man få udvidet sin musikhistoriske horisont, hvis man da gad høre efter.

Overraskende overvældende
Det var sanselige og underholdende seks kvarter i selskab med den 60-årige diva, der undervejs havde overskud til at pingponge med publikum, brokke sig over sit hår, og understrege, at hun ikke skammede sig, og naturligvis fuldt ud havde fortjent de langvarige bifald, salen kvitterede med.

Med anekdoter mellem sangene fik Faithfull automatisk takket de musikere, der har skrevet numre til hende, f.eks. i ”No Child of Mine” (PJ Harvey), ”Marathon Kiss” (Daniel Lanois), ”Like Being Born” (Beck) og ikke mindst den ildevarslende ”Crazy Love” (Nick Cave). Og der var minsandten også plads til en coverversion af den oversete, underfundige folksanger John Prine (”All the Best”).

Inden den obligatoriske ”As Tears Go By” skruede fruen bissen på i den kontroversielle og hidsige “Why D’Ya Do It?”, hvis tekst ikke er for småbørn – i samme sang kan man i øvrigt høre, hvor Faithfull-fanen Billy Corgan har fået ”idéen” til riffet i Smashing Pumpkins-hittet ”Bullet with Butterfly Wings”, men det er en anden snak.

”Broken English” fik folk på dansegulvet, og det afsluttende ekstranummer, ”Don’t Forget Me”, satte et flot punktum for en overraskende, overvældende aften i selskab med en veteran, og levende legende af en sangerinde. Livsbekræftende var det at kunne konkludere, at hun mindst har to håndfulde år tilbage på scenen, og hendes kommende album, ja, det kan man vist roligt begynde at glæde sig til.