Anmeldelse / Live / Onsdag d. 25-04-2007 kl. 00:31

Rickie Lee Jones
Train, Århus,
tirsdag d. 24. april 2007

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt
Foto: Morten Rygaard www.mortenrygaard.com

GAFFA		5 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Den nasale englestemme sang gåsehuden frem ved intens koncert

+ Se hele galleriet

Det var med blandede, men dog primært positive forventninger, undertegnede indfandt sig på Train til at overvære den første af Rickie Lee Jones’ to danske koncerter i denne omgang. Positive, fordi den 52-årige amerikanske sangerinde og sangskriver er aktuel med et fremragende, nyt album, ”The Sermon On Exposition Boulevard”, og fordi hendes koncert på Kolding Teater i juni sidste år var overvejende vellykket. Men også med en vis skepsis, for flere gange under førnævnte Kolding-koncert kom Rickie Lee ud af kurs rent musikalsk, tilsyneladende grundet et vist alkoholindtag. Og en kollega kan stadig med rædsel fortælle om engang i Tivoli i midtfirserne, hvor hun skulle bæres både på og af scenen grundet fuldskab.

Denne forårsaften syntes Rickie Lee dog at være på højkant på alle måder. I hvert fald havde hun ingen problemer med at holde sig oprejst, smilet var bredt, hovedet virkede klart, og hendes velkendte, nasale, lyse og vidtrækkende ungpigestemme lyste salen op som en 1000 watt-pære fra første tone på åbningsnummeret ”Tried To Be A Man”. En sang fra det nye album, som er noget mere rocket og guitarorienteret end vanligt fra Jones’ side. Og mens hendes band under sidste års Danmarksbesøg bestod af to guitarister og hende selv på skiftevis guitar og flygel, havde hun denne gang også medbragt bassist og trommeslager, mens hun nu havde lagt låg på flygelet og nøjedes med at spille guitar.

Efter endnu en ret udadvendt sang fra det nye album, ”Falling Up”, skruede Jones en anelse ned for energiniveauet, men op for stemningen i den meget smukke og lidt ældre ”Cloud Of Unknowing”, oprindeligt fra 1997-albummet ”Ghostyhead”. Mens bandet faldt ind i enkle, men effektive, bluesagtige rundgange kastede Rickie Lee Jones sig ud i et imponerende foredrag af sangens lange tekst, der mere er et digt end en traditionel sangtekst, og hvor Jones umærkeligt gled fra en reciterende fremførelse til imponerende vokale triller og koloraturer, som havde en nattergalekoloni indtaget Train. Mod slutningen af den næsten ti minutter lange sang viste guitaristen Peter Atanasoff også, hvad han duede til i form af en lang – men ikke for lang – og meget udtryksfuld, blueset solo.

Gammelt og nyt – men hele tiden godt
Resten af koncerten pendulerede mellem en stribe sange fra Jones’ aktuelle album og lækkerbiskener fra hendes imponerende bagkatalog. Et af de absolutte højdepunkter var den helt afdæmpede og dybt melankolske ”Where I Like It Best” fra ”Sermon”-albummet. Teksten har ligesom mange af de andre nye sange helt åbenlyse religiøse, ja kristne undertoner – hvem skulle nu have troet det fra den tidligere besynger af storbyens på alle måder skæve eksistenser? Og undertegnede måtte hive efter vejret, da Rickie Lee med en klokkeren stemme, som blev hun dirigeret af de højere magter, sang følgende både smukke og skræmmende linjer: ”I wanted to pray / (...) / I wanted to know why they laid there / dying in the street next to the restaurant / where people were eating and yes / I wanted to pray”. Måske banale og letkøbte ord, hvis de blev fremført af Michael Jackson – men kommer de fra Rickie Lees læber, tror man på dem.

Oven på denne nervepirrende tour de force mente Rickie Lee tydeligvis, at det var tid at muntre publikum op, idet hun herpå serverede den frække og festlige ”Young Blood” fra hendes 28 år gamle, selvbetitlede debutalbum og endnu en træffer fra debuten, den hjerteknusende ”The Last Chance Texaco”, hvor Jones stemme igen nåede imponerende højder – og publikums klapsalver det samme.

Efter nok et par sange sagde Rickie Lee og band tak for i aften, men lod sig lokke ud til et ekstranummer, den lidt skæve, men bestemt ikke uefne ”Ghostyhead” fra 1997-albummet af samme navn. Herpå var seancen slut. De blandede forventninger blev altså langt mere end indfriet, og min eneste alvorlige anke mod koncerten er, at Rickie Lee trods alt godt lige kunne have spillet lidt flere af sine tidligste sange. Ganske som i Kolding sidste år fremførte hun eksempelvis ikke gennembrudshittet og hendes stadig mest kendte sang ”Chuck E.’s In Love”, og perler som ”Weasel And The White Boys Cool”, ”Living It Up, ”Pirates” og ”The Magazine” måtte vi også undvære. Men det er detaljer.

”Hope to see you again later this summer”, var Rickie Lee Jones’ afskedssalut til publikum. Noget kunne altså tyde på, at hun snart igen kommer på disse kanter. Hun skal være så hjerteligt velkommen.

Rickie Lee Jones spiller i Tivolis Koncertsal 27. april