Roger Waters
Augustenborg Slotspark

Med en halv times forsinkelse indtog Roger Waters og hans fremragende band Augustenborg Slots Park til stor jubel for de knap 14.000 fremmødte tilskuere. Den normalt så ellers punktlige Waters blev opholdt af skarp sol, der skinnede generende ind på 8 gange 16 meter storskærm og truede med at udviske de visuelle effekter. Solen gik dog sagte ned, og kulissen for en total oplevelse var optimal. Med den flotte slotspark omgivet af slotsøen, et grønt parkanlæg og gamle byhuse i baggrunden kan arrangørerne af koncerten Kultur i Syd præsentere det smukkeste og mest intime koncertsted i kongeriget Danmark.

De naturrige omgivelser smittede åbenbart så meget af på aftenens hovedperson Roger Waters, at han kvitterede med en koncert, der satte både nærvær og spilleglæde i vejret, og som tilmed formåede at overgå den ellers så ypperlige koncert på Roskilde Festival sidste år.

Koncerten blev sparket i gang med den bombastiske In The Flesh fra The Wall ledsaget af et kæmpebrag fra fyrværkeribatterierne, der stod godt i kontrast til nummerets riffhuggende guitarattacks. Nummeret fadede ud med nogle ældre lydsekvenser hentet fra Radio BBC, hvorefter der blev skruet på frekvensknappen på den kæmpemæssige videoskærm i baggrunden og tunet ind på Mother, mens det dedikerede publikum nærmest sang teksten for Waters. Den psykedeliske Set The Controls For The Heart Of The Sun skruede med et uhyggeligt skær tiden tilbage til 1968, hvor et purungt Pink Floyd tonede op på storskærmen i sort/hvid med et væld af nostalgiske minder. ”Come on your raver, your seer of visions, come on you painter, you piper, and shine!”, med kuldegysende effekt tonede Pink Floyds grundlægger Syd Barrett frem på storskærmen badet i blodrødt skær. Hyldesten til ham med den momunentale Shine On Your Crazy Diamond blev eksekveret med fintfølende akkuratesse. Allerede her stod det klart, at Roger Waters omgiver sig med et hold af musikere, der forstår at følge hans musikalske vision fuldt ud.

Med akustisk opstart på Southhampton Dock og The Fletcher Memorial Home hentet fra The Final Cut tog den sortklædte Roger Waters hul på den mere personlige del af sit sangkatalog. Her hyldes de faldne britiske soldater fra Anden Verdenskrig, der igen har adresse til hans egen far, der faldt under krigen. Med knyttet næve sendte Waters en hilsen til alverdens diktatorer deriblandt præsident George W. Bush, som kørte på storskærmen bagved. Perfect Sense fra soloalbummet Amused To Death blev sunget i glødende duet med den mere end habile sangerinde PP Arnold. Den dystre og elektrificerende Sheep afsluttede første sæt med en kæmpe lyserød gris med bl.a. påskriften ”Free At Last” og ”Kafka Rules Ok!” svævende ind over publikum

Mørket havde nu omsluttet Augustenborg Slotspark totalt, og Månen hang lavt til højre for scenen og de første toner fra Speak To Me tonede frem. Der var tid til en rejse til den mørke side af Månen med mesterværket Dark Side Of The Moon. Herfra ophæves tid og sted med et psykedelisk trip, der for længst har skrevet musikhistorie. Gengivelsen af dette monumentale værk, hvor mismod og tro står for fald, blev gengivet med en præcision, der var fuldstændig altopslugende. Roger Waters lod det 11 mand store band være medspillere på lige fod med sig selv, og det fik Dark Side Of The Moon til at fremstå dugfrisk og ikke som et nostalgisk flip. De to guitarister Dave Kilminster og Snowy White (eks-Thin Lizzy) var med til at løfte og slog hver for sig gnister og viste, at David Gilmour ikke er uerstattelig. The Great Gig In The Sky blev leveret med følelserne helt ude på tøjet, hvor Carol Kenyon badet i violet skær og damp sang sig helt ind i hjertekulen. Højdepunkterne Breathe, Time, og Us And Them overgik med lys og surroundsound på det nærmeste alt, hvad der nogensinde er blevet fremført på dansk grund. Med udgangsbønnen Eclipse og ordene ”All That Is Now/All That Is gone/All that's to come” ebbede forestillingen ud og evigheden forseglet med dybde og sjæl.

Det varme og rungende bifald fra publikum fik dog Roger Waters og band på scenen igen. Another Brick In The Wall Part 2 var lige ved at forvandle afslutningen af koncerten til en havefest, men det satte den neddæmpede Vera Lynn heldigvis en stopper for. Den trøstesløse Comfortably Numb fra The Wall med Dave Killminster på vokal og leverandør af den historiske guitarsolo gjorde afslutningen komplet. Han løste opgaven med totalt overblik til stor jubel fra publikum.

Hengivelsen til Dark Side Of The Moon var denne sommerlige aften i Augustenborg total, og forståelsen for albummets status blev understreget kraftigt. Roger Waters og band sendte os på en bevidsthedsudvidende tur rundt om Månen, som aldrig burde have fået nogen ende.