Ung dansk jazzvokalist skuffer en anelse, trods et gennemgående højt kvalitetsniveau

Det var en lovende debut, Veronica Mortensen i 2003 sendte på gaden. Vokaljazzalbummet Pieces in a Puzzle gav således – alene som følge af sangerindens klang- og udtryksfulde vokal – anledning til med spænding at afvente mere fra selvsamme side. Men først nu – fire år senere – kommer Mortensens opfølger. Og selv om det nye album, Happiness ... is Not Included, rummer en række fine momenter, rummer det ikke den gennemført kunstneriske tyngde, som man med rette kunne forvente efter den fine debut og de mellemliggende år. Desværre. Mortensen har på album nummer to ikke blot indspillet eget materiale, men også kastet sig ud i jazzede fortolkninger af bl.a. James Taylors Valentine’s Day, Tom Waits’ Broken Bicycles og Paul Simons I Do It For Your Love. Hendes stil er gennemført – forførisk, melodisk – uanset numrenes ophav. Alligevel skuffer hun altså en anelse. Det er som om, hun – trods modige livtag med krævende numre – holder noget af sit eget potentiale tilbage. Mest suveræn fremstår hun i sit eget materiale. Hun og Peter Rosendal står f.eks. bag albummets bedste nummer, Lovely Is She.