En af rockens allerbedste stemmer mangler gode sange at hænge sin vokal på

Titlen på Chris Cornells andet album i eget navn rammer ganske godt ind, at han endegyldigt har forladt Audioslave for igen at hellige sig solokarrieren. Også selv om en del af sangene allerede var skrevet, før indspilningerne til Carry On påbegyndtes i efteråret 2006. Numrene passede ikke ind i bandregi, og derfor fulgte Cornell sit instinkt og sagde farvel og tak. Som på debuten Euphoria Morning er det sangskriveren Chris Cornell, der træder frem i lyset ved at lade de tonstunge rockudladninger, som var kendetegnende både for Soundgarden og Audioslave, træde noget i baggrunden. Det er dog ikke gået ud over vitaliteten på Carry On, der med et sikkert drive ofte sætter sejl ved at piske tempoet i vejret, som på den herligt meltalhuggende åbner No Such Thing. Det er Cornells fremragende vokal, som er det bærende. Hans sans for følelsesladede fraseringer, som skifter fra det flossede melankolske til det orkan-agtige brøl, er i en klasse for sig. Derfor hører Arms Around Your Love og den ømme ballade Hover, samt James Bond-temasangen You Know My Name til albummets absolut bedste. Desværre matcher sangerens stemme ikke altid materialet, og flere af numrene ender op i mellemklasse-standard; selv Michael Jacksons Billy Jean ender som en småkedelig bluespåvirket affære. Derfor bliver det heller ikke med Carry On, at Chris Cornell for alvor træder i karakter som den store sangskriver. Synd og skam, når man bare ikke kan få nok af hans stemme.