New Yorks melankolske melodikere er i mesterklassen på nyt udspil

Et smittende forløb og en svimlende dybde. Kombinationen udgør i mine ører den fuldkomne rocksang, og dem var der ikke færre end 13 af på The Nationals Alligator, der fik de fleste andre udspil fra 2005 til ligne musikalske pygmæer. Og kvintettens suveræne penduleren mellem håndspillet melodiøsitet og gnistrende rock’n’roll hvilede hele vejen igennem på en mørk, poetisk klangbund, som de nye sange gudskelov også betræder. Denne gang er de viltre stunder dog få og underspilletheden den hyppigste gæst i de ofte piano-forsirede arrangementer, der stedvist minder om tidlig Tindersticks. Dertil kommer Matt Berningers vokal, som Interpol-producer Peter Katis har trukket langt frem i lydbilledet. Og hvilket tiltag. Frontmandens melankolske, let flossede baryton er ganske enkelt en oplevelse, og det samme er hans verselinjer, der søvngængersikkert indkredser forglemmelse, fascination og fantasi. Lægges alle disse omstændigheder sammen, sidder man med den såvel smittende som svimlende Boxer. Et fuldkomment album. Intet mindre.