Postpunkede stiløvelser fra københavnske albumdebutanter

Der er uendelig mange bands, som frygtelig gerne vil lyde som Interpol. Decorate.Decorate. synes dog at have sprunget amerikanerne over og er i stedet gået direkte til deres engelske inspirationskilde. De læner sig nemlig åbenlyst op ad Joy Divisions betagende isblomster, som voksede i ødelandet mellem det smukke og det grimede, det fængende og det foruroligende. Særlig tydelig er sammenfaldet i vokalarbejdet, der øjeblikkeligt kalder på mindet om afdøde Ian Curtis. Om dette tjener som ros eller ris, er en smagssag – og hos mig er det lidt af hvert. På den ene side virker det postpunkede lydunivers og versenes 1980’er-retorik om is, kraner og tomme huse en kende postuleret og uden reel dybde. På den anden side eksekverer sekstetten deres anakronismer med så megen dygtighed, at det er svært ikke at beundre dem. Og i de bedste passager glemmer man kort, at der ikke er tale om stort andet end veludførte stiløvelser. Men når bandet modnes en smule, bliver de uden tvivl en stor oplevelse. Som det er nu, må de nøjes med tre tornede roser.