Æstetikken har taget kontrollen over eksperimenterende popduo

På deres allerede glemte debut fra 2005 forsøgte guitaristen Johnny Stage og sangerinden Lotte Arnsbjerg uden videre held at fremføre mørke poptoner i et dansksproget univers. På Foggy Valentine er sproget blevet til engelsk, og udtrykket mere enslydende end på forgængeren. Som titlen antyder, er vi i den afdeling af popmusikken, hvor tågen hænger lavt. Det er måske også årsagen til, at sangene ikke rigtigt bevæger sig ud af stedet. Foggy Valentine bliver helt bevidst fremført som en skrøbelig tilstand, hvor Lotte Arnsbjerg messer lidt teatralsk.
Der er masser af æstetik på albummet og flotte musikalske soloindslag, som i Chris Speddings nydelsesfulde guitarspil, men som på forgængeren er der for meget form og for lidt indhold over de enkelte sange, der måske kunne gøre sig som et soundtrack til en cinema noir-film, men ikke kan fylde et helt album ud. Det er tilsyneladende helt bevidst, for i albummets afslutningssang Fractions kommer der kortvarigt liv i musikken. Men så lukker og slukker Glamorama også.