Imødekommende melankoli og electro-minimalisme

Det er en noget mere imødekommende og dansegulvsvenlig udgave af Printer, vi møder på kvartettens tredje udspil, I Can Take More. De fleste numre er drevet frem af en underspillet vokal, og den rytmiske bund og de electro-poppede klangflader supplerer hinanden godt i et musikalsk univers, der hylder det minimale og melankolske. Originaliteten vælter dog ikke ligefrem ud af lydsporene. Den elektroniske kvartet trækker især på klassiske 80’er synth-pop-referencer, og til tider drejer tankerne sig også hen imod aktuelle acts som eksempelvis canadiske Junior Boys. Printer slipper for det meste godt af sted med sin udadvendte forvandling, og især produktionerne er – i al deres fortættede enkelthed – raffinerede. Sangskrivningen, der har en væsentlig plads på albummet, er til gengæld af og til lidt fantasiløs og skabelonpræget. På bundlinjen er I Can Take More dog et særdeles lytteværdigt bekendtskab, der både fungerer ved lav og høj volume.