George Michael
med Grand Avenue og Sandi Thom, NRGI Park, Århus

Det var med pænt opskruede forventninger, undertegnede – og cirka 33.000 andre – valfartede til NRGI Park i Århus for at overvære den første af to koncerter med George Michael i byen denne weekend. Det græsk-engelske popikons koncert i Parken i november sidste år blev nemlig en veritabel anmelder- og publikumssucces, som jeg desværre ikke selv overværede. Men adskillige i min omgangskreds gjorde, og flere af disse havde valgt at forsøge at gentage succesen i Århus.

Der var ellers lagt op til helt samme koncertoplevelse. Koncerten i Århus var nemlig – efter en lukket koncert i Portugal i sidste uge – første stop på anden del af George Michaels Europaturné under titlen ”25 Live”, hvoraf første del så lagde vejen forbi hovedstaden sidste år. Turnéerne er fulgt i kølvandet på Michaels greatest hits-album "25", der byder på sange fra hele hans 25-årige karriere, både som solist og fra fortiden med Wham!

Opvarmning 1: Grand Avenue
Først skulle vi dog lige have 40 minutters opvarmning fra danske Grand Avenue og dernæst igen 40 minutter med skotske Sandi Thom. Grand Avenue spiller en småpompøs, guitarorienteret poprock, som egner sig fortrinligt til stadioner, så derfor havde gruppen ingen problemer med at spille NRGI Park op med deres velspillede, melodiske og ganske fængende sange. Selvom gruppen sikkert er træt af sammenligningerne, ligger det musikalske udtryk dog stadig lidt for tæt på især Coldplay og U2 til, at Grand Avenue for alvor skiller sig ud. Og en unuanceret, ghettoblaster-associerende lydgengivelse hjalp heller ikke på sagen. (Tre stjerner)

Opvarmning 2: Sandi Thom
Den skotske singer-songwriter Sandi Thom havde aflyst aftenens koncert på VoxHall andetsteds i byen for at kunne varme op for George Michael. Nok et klogt træk pr-mæssigt, men musikalsk ville Thom og hendes fire musikere formodentlig have trængt bedre igennem på VoxHall. Nok lyste Thoms karakteristiske, lyse og ganske smukke stemme op i lydbilledet, men meget af musikken druknede i mangelfuld lydgengivelse og til dels også i musikalsk anonymitet. Og Thoms næsten a cappella fremførelse af gennembrudshittet ”I Wish I Was A Punk Rocker” for blot kor, håndklap og akustisk guitar gik vist hen over hovedet på store dele af publikum. Men på VoxHall havde piben nok haft en anden lyd. (Tre stjerner)

Og så: George Michael
Og så blev det endelig tid til George Michael. Han indledte koncerten ganske som i Parken i november, med "Waiting”, den korte, akustiske ballade, der afslutter hans andet soloalbum, ”Listen Without Prejudice Vol. 1”. I øvrigt stående bag den imponerende, bølgeformede storskærm, der befandt sig midt på scenen og nærmest lignede et vandfald, der plaskede ned fra loftet, og hvori tusindvis af stjerner spejlede sig. Efter sangens sidste ord ”here I am” trådte Michael så ud på scenen, til et publikum brølende af begejstring. Hurtigt gik han over i det hårdtpumpede og yderst dansable ”Flawless (Go To The City)”, og festen var i gang. Samtidig ændrede grafikken på storskærmen, der fik assistance af to mindre skærme i siderne, sig til et veritabelt festfyrværkeri af avancerede geometriske figurer i alle regnbuens farver. Et imponerende udstyrsstykke, der ikke lod Jean Michel Jarres laserlysfester fra firserne meget efter. Bag dette sansebombardement var Michaels ni m/k store band samlet på hele seks små scener, stablet oven på hinanden tre og tre i en imposant og temmelig alternativ scenografi.

I forgrunden regerede selvsagt aftenens hovedperson, der med sine mange bevægelser hen over den enorme scene og på den lange løbescene ud til publikum kom langt ud over rampen – og fansene tog begærligt imod. Og stemmen var som ventet stor, fyldig, varm og meget musikalsk, om end George Michael tilsyneladende forsøger at undgå de helt høje toner. Man er vel blevet 43 år.

Hurtigt og langsomt
De to første numre var egentlig meget sigende for fordelingen af aftenens materiale, hvor George Michael uden skrupler lagde meget afdæmpede og ofte mere eller mindre trommeløse ballader tæt op ad anderledes frembrusende dansesko-opslidere. Således fik vi eksempelvis oven på den hårdtpumpede ”Precious Box” den helt stille og meget smukke ”Father Figure”, hvor George Michael fik særdeles kyndig hjælp af de seks fortrinlige gospelsangerinder, han havde medbragt.

Desværre udstillede de forskelligartede sange også den lidt uldne lydgengivelse, som i hvert fald jeg var udsat for, dér, hvor koncertarrangørerne havde placeret hr. Anmelderen, nemlig på den dyre langside, lidt skævt til venstre for scenen – og langt fra denne. Lyden var nemlig nok nogenlunde, og markant bedre end under opvarmningsnavnene, men ikke ligefrem hi-fi-kvalitet, og jeg tør slet ikke tænke på, hvor fedt dét gospelkor kunne have lydt, hvis lydkvaliteten havde været på samme høje niveau som de musikalske præstationer og sceneshowet. Og i de mere tempofyldte sange forsvandt nuancerne i endnu højere grad end i balladerne.

Den mangelfulde lyd var dog også den stort set eneste anke ved en ellers fremragende koncert, der selvsagt også bød på hits som ”Too Funky”, ”Shoot The Dog”, ”Faith”, ”Jesus To A Child”, ”Amazing”, endnu en Wham!-klassiker, nemlig ”I’m Your Man”, og selvfølgelig også den ultimative hjerte-smerte-sjæler, ”Careless Whisper”. Aftenens gåsehuds-øjeblik for undertegnede var dog den helt afdæmpede fremførelse af ”Praying For Time”, hvor George Michael sang foran en nedadgående sol på bagscenelærredet, mens det så ud, som om han soppede i et hav. Pludselig eksploderede solen bag ham langsomt og sank derpå i havet. Videokunstneren Bill Viola (blandt andet kendt fra kælderen på Århus’ museumsstolthed Aros) kunne ikke have fremstillet det bedre.

En anden lille genistreg var at lade koncerten afslutte med – rulletekster, efter at George Michael havde forladt scenen, og bandet stadig spillede slutningen af ”Freedom ’90”. En passende afslutning på en vellykket popaften, hvor kun den lidt uldne lyd trak ned i helhedsindtrykket. Og hvor sceneshow og sætliste i øvrigt – med få undtagelser – var identisk med showet i Parken i november. Men man kan jo heller ikke gøre en god ting for tit.

PS: For god ordens skyld skal det tilføjes, at jeg efter koncerten talte med flere, der havde oplevet koncerten nede fra plænen, og de syntes, at lyden var fortrinlig. Men det var den altså ikke helt oppe på tribunen, sektion C2, 22. række, plads nummer 29.

George Michael spiller igen i NRGI Park 19. maj. Der er stadig billetter i salg