Ny McCartney-cd: fra det røde felt til det helt afklarede og fra det flotte til det popplatte

Der er løbet en del vand i Mersey for Sir Paul siden 2005’s Chaos & Creation…, der fortjent blev rost for sin modenhed og homogenitet. De roser kan ikke auto-overføres til Memory Almost Full, der stritter helt anderledes og er markant mere ujævn i både lav- og højdepunkter – og i temperament. Måske fordi indspilningerne har kørt over fire år. Måske fordi han skiftevis spiller alt selv, eller bruger live-bandet. Men sikkert især på grund af celebrity-skilsmissen fra Heather. Efter en Macca-typisk nu-ska’-vi-ha’-det-rart-start til mandolin-glade Dance Tonight og et par alt for letbenede Wings-agtige poppere, kommer første tegn – og toppunkt – med You Tell Me: "Were we there?/Is it true?/Was I really there with you?" spørger McCartney med skrøbelig røst, mens den stille melanko-smukke sang lader svaret svæve. Helt oppe i det desperat-røde felt er han i underligt dobbelttydige Gratitude, der både kan tolkes som Linda-savn og Heather-opgør, og i den bastant disharmoniske rock-afslutning Nod Your Head. Til gengæld er End Of The End helt afklaret og afslutter et rimeligt vellykket fem-sangs-medley ved usentimentalt at se frem mod døden – med tårepersende effekt selvfølgelig. Det er store modpoler på et album, som måske nok er ufokuseret, men ikke uinteressant som i 80-90’erne. Der er ægte pling-plong-legesyge i Mr. Bellamy (han er emne til den lukkede afdeling), der er mange nysgerrige lyde undervejs, og helt basalt kan McCartney stadig snedkerere en hørbar rock- og popsang – eller to. Man skal bare ikke spejle det mod Beatles-tiden.