Anmeldelse / Live / Søndag d. 27-05-2007 kl. 14:00

Deep Purple
Jelling Festival,
lørdag d. 26. maj 2007

Anmeldt af Troels Frøkjær
Foto: Michael Alø-Nielsen

GAFFA		3 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Deep Purple vandt VM i speedway of rock, men musikalsk var der for lidt at hente

+ Se hele galleriet

Under de 3 første numre i Deep Purple-koncerten stod man og undrede sig over, om det var ”speedway of rock” man var havnet midt i. Der blev kørt op og ned af gribebrættet på en ekvilibristisk måde, der må aftjene respekt hos enhver heavy-metal-guitar-elev, men egentlig smuk musik med sjæl var der bestemt ikke tale om. Først med klassikeren ”Strange Kind of Woman” var vi, trods Ian Gillans let anstrengte stemme, kommet til koncert med en af rockens helt store bands, der i deres bedste år lå i centrum af rockens verdenskort.

”Rapture of the Deep”, titelnummeret fra Deep Purples seneste cd, mindede os om, at de stadig kan skrive habile pompøse rocksange, selvom de nyeste sange næppe nogensinde får klassikerstatus. Den storsmilende Steve Morse på guitar kan bestemt sit håndværk, men nåede på intet tidspunkt rigtig for alvor ud over scenekanten, og i de mindre vellykkede numre savnede man eks-Purple-guitaristen Ritchie Blackmores fuldkomne autoritet. Værst var det dog med keyboardspilleren Don Airey, der på ingen måde formåede at fylde tomrummet ud for legendariske Jon Lord, som i fordums tid, med sit stilskabende orgelspil, var med til at danne en stor del af den lyd, som placerede Deep Purple blandt verdens absolut største rockbands.

Det skal dog retfærdighedsvis påpeges, at der bestemt ikke var noget ”another day at the office” over Deep Purples koncertpræstation. Musikerne gav tydeligvis, hvad de havde i sig, og de så bestemt ud til, i korte ærmer i aftenkulden, at trives på Jellings store scene. Ian Paice og Roger Glovers tromme- og basspil var da også gennem hele koncerten imponerende tight og tungt. Men trods de rigtige attituder, det imponerende tempo og den tunge rytmegruppe, VAR det et Deep Purple light-produkt vi oplevede lørdag aften i Jelling.

Efter en laaang tur med ”Highway Star” skete der pludselig noget: ”Smoke on the Water” blev fremført med en overraskende rå og tung friskhed, som straks forplantede sig til publikum. Armene kom i vejret, og der blev lavet de fedeste luftguitarsoloer rundt omkring på pladsen. Samme flotte intensitet var der over sangen ”Hush”, mens aftenens sidste nummer ”Black Night” fik lov at forsvinde ud i den sorte nat, mens folk syntes mere optaget af fyrværkeriet på pladsen ved siden af.

Alt i alt et ganske hyggeligt genhør med rockens rå dinosaur, men Deep Purple anno 2007 levede lørdag aften i Jelling langtfra op til fordums storhed.