Du er ikke logget ind    Log ind / Opret brugerCookie persondata politik for GAFFA A/S
Anmeldelse / CD

Shout Out Louds
Our Ill Wills

At:tack Music | Udkom 29. maj 2007
GAFFA
4 stjerner4 stjerner4 stjerner4 stjerner4 stjerner4 stjerner
4 stjerner
Læserne
4,50 stjerner i snit (efter 2 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Glade melodier møder vemodige tekster og vokaler - og det fungerer

Der er altså noget med svenskere og popmusik. Fra ABBA over Wannadies til Peter, Björn & John, så synes de iørefaldende melodier at klæbe til dem som bier til en sukkermad. Det gælder også for Shout Out Louds, der på deres andet album Our Ill Wills fortsætter, hvor den tre et halvt år gamle debut Howl Howl Gaff Gaff slap. Nemlig med yderst fængende poprock med slet skjult inspiration fra 80’ernes engelske indiescene. En af sangene deler ligefrem titel med Smiths-klassikeren Meat Is Murder, og selvom forsanger Adam Olenius tilsyneladende er træt af sammenligningen, så minder hans melankolske, skrøbelige stemmeføring ikke så lidt om The Cures Robert Smith, bare med tydelig svensk accent. Ganske som hos Cure og Smiths er et af Shout Out Louds’ stærkeste våben kombinationen af småglade popmelodier og vemodige tekster og ditto vokaler, og det fungerer fremragende, ikke mindst på albumåbneren Tonight I Have To Leave It, der er det fødte sommerhit. Björn Yttling fra omtalte Peter, Björn & John har produceret, og det har givet et nuanceret lydbillede, hvor elegante strygere og kortvarige kvindevokaler sætter prikken over i’et. Our Ill Wills er ikke en genopfindelse af Volvoen, men stærk pop, som kun vort broderfolk kan lave den.

Tip en ven
Endnu ingen kommentarer. Tilføj din nedenfor

Log ind for at kommentere.

Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.