Anmeldelse / Live / Onsdag d. 30-05-2007 kl. 03:01

The Police
Reunionkoncert i General Motors (GM) Place i Vancouver, Canada,
mandag d. 28. maj 2007

Anmeldt af Torben Holleufer
Foto: Universal Music

GAFFA		4 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Lovende genforeningskoncert fra en af rockens helt store succeser foran entusiastisk publikum

+ Se hele galleriet

Der er helt klart noget i luften, mens vi venter på, at opvarmingsbandet Fiction Plane slider sig gennem noget, der lyder som dårligt spillet efterligning af grunge. De er med, fordi Stings søn, Joe Sumner, synger og spiller bas. De skulle nok være blevet hjemme.

Men da aftenens hovedattraktion går på, er der enorm elektricitet i den fem etager høje hal, som normalt huser ishockeyholdet Vancouver Canucks, og så står de der, Sting, en grånende Stewart Copeland med patetisk pandebånd og en Andy Summers, der endelig ligner sin alder, som er midt i tresserne, men som - skal det vise sig - stadig spiller en suveræn guitar.

Og så kører hitmaskinen startende med "Message In A Bottle", som bliver spillet efter bogen. På "Spirits In The Material World" amerikaniserer de og kalder hinanden World's Greatest. Hmmm. Det bliver snart klart, at Sting på reggaestykkerne - som på klassikeren "Walking On The Moon" - spiller en ret slap bas, når han skal synge samtidig, så Copelands trommer, som endnu ikke er helt oppe i gear, står pænt alene. Ligesom de i starten synes at søge efter det rette udtryk.

Det er først, da de falder ind i en stil, som afspejler deres alder, at de for alvor virker. Som om der lige skal bankes rust af. Forståeligt efter så mange år. Som på "Wrapped Around Your Finger", hvor Stewart Copeland starter med perkussion med noget præindspillet tabla under. Den går lige over i "The Bed's Too Big Without You", og nu bruger de deres erfaring og viser seriøs klasse. Og da de til sidst når en lysende "Roxanne", er både Sting og publikum begyndt at synge godt. Det er et brag af en sang, og han giver den hele armen et med sit publikum. Mens Andy Summers dekorerer, så det er en fryd. En meget speciel guitarist med en egen lyd.

Derefter er det tid til ekstranumre, som ikke overraskende bliver en tam "King of Pain", hvor Sting igen sælger bassen ned ad floden til fordel for sangen. Og et genhør med "So Lonely", denne pragtsang fra "Outlandos d'Amour", som simpelthen indeholder orkestrets bedste dyder: Underspillet, tilbageholdt reggae og det ubekymrede rockbeat med en snert af vestkyst. Meget sigende synger en kåd Sting: Welcome to The Andy Summers Show. Taknemmelig overfor den lille mester på guitaren.

Hvorefter vi får "Every Breath You Take", diamanten i kronen. Her er den reelle koncert slut. Efter endnu en fremkaldelse spiller de en kedelig "Next to You".
Der er for alvor grund til at forvente store ting, når The Police har banket det sidste rust af på en lang turné, hvor de fleste shows er udsolgt. For de vil evne at fremstå fornyet, genfødt og med en egen gyldighed også i fremtiden. Ikke dårligt gået.