The Floor Is Made Of Lava
Præ-Spot 2007, Studenterhus Århus,
torsdag d. 31. maj 2007
| GAFFA | 3 stjerner | |
| Læserne |
|
Endnu ikke anmeldt af læserne |
| Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor. | ||
Bitch! Bitch! Bitch! Bitch! Bitch! Bitch! Bitch! Bitch!
Der blev spillet op til den helt store gymnasiefest, da de fire forvoksede pubertetsdrenge i The Floor Is Made Of Lava gik på scenen sidst på aftenen. Fra scenen flød det frit med dansabel brianrock, der spillede med både muskler og attitude. Der var ikke megen slinger i diskoen, og bandet formåede at holde lavaen i kog under hele koncerten.
Bandet gør en dyd ud af at have et politisk ukorrekt kvindesyn, som vækker mindelser til diskussionen mellem Niarn og Hanne Vibeke Holst i 2004. The Floor Is Made Of Lava er ikke kede af at udbasunere dybt mandschauvinistiske tekster og ligger på den måde i forlængelse af en lang og øretæveindbydende tradition inden for hiphoppens sprogkultur. Hiphop-attituden virker en kende påklistret, når de slagfældige punchlines kun handler om at tale ned til kvinder. Man behøver ikke være kvinderettighedsforkæmper for at blive træt af dette nedvurderende syn på kvindekønnet. Det er ikke svært at forestille sig, at de fire medlemmer snakker om porno og store bryster i øvelokalet. Der må de for min skyld også gerne have det i fred. Men når de i den grad skilter med det på scenen, tangerer teksterne det ulidelige. Det emmer af seksuel frustration, og det er hverken sejt eller morsomt.
Henimod slutningen af koncerten bryder bandet ud i et primalt abekattekor, der trods alt giver en fornemmelse af, at bandet godt selv ved, de er nogle primitive skiderikker. Det lød helt fantastisk fedt. På en måde kan man håbe, at The Floor Is Made Of Lava kun handler om at ventilere seksuelle aggressioner. Fremfor at de vitterligt mener, kvinder skal betragtes som laverestående væsener. Selvom jeg ikke kunne være mere uenig i deres sexistiske synspunkter, må jeg da tilstå, at min højre fod trampede i takt med musikken. Der var skub i sagerne. På en god dag kunne de sikkert få de mest mavesure feminister ud på det lavabesudlede dansegulv.
Næste gang The Floor Is Made Of Lava betræder et lydstudie, er der kun een mand i verden, der kan trone i producerstolen. Manden hedder Carl-Mar Møller.
















Log ind for at kommentere.
Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.