Anmeldelse / Live / Fredag d. 01-06-2007 kl. 23:10

The Kissaway Trail
Spot 2007, Officerspladsen, Århus,
fredag d. 1. juni 2007

Anmeldt af Rasmus Elm Rasmussen
Foto: Pia Ry

GAFFA		4 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Småt med originaliteten – men ikke desto mindre en velfungerende og medrivende koncert fra fremadstormende The Kissaway Trail.

+ Se hele galleriet

Et Spot-gig er vel efterhånden næppe noget, der kan imponere de 5 unge knægte i The Kissaway Trail. Efter at have taget den ene internationale showcase efter den anden med storm og sat den engelske presse på den anden ende, skal der givetvis mere til at ophidse det odenseanske band. Selvsikkerheden fejlede da absolut heller ikke noget, da det tidligt fredag aften indtog Officerspladsen under ledsagelse af svulstige orgel-toner, som imidlertid kort efter blev afløst af den første følelsestunge mur af guitarstøj, der fik lov at føre an i bandets indre udkrængninger.

Den dybe melankoli og livets helt store følelser er nemlig omdrejningspunktet i The Kissaway Trails univers, som har hentet ikke så lidt inspiration i bands som Mercury Rev, The Flaming Lips og Arcade Fire. Og selvom det måske halter en smule med originaliteten, har bandet temmelig godt styr på deres virkemidler. Under hele koncerten blev det ganske talstærke publikum således mødt af en bølge af højstemte strygerarrangementer, melodisk klingende guitarfigurer, febrilsk trommespil samt et to-, tre- og sommetider firestemmigt skrålede kor.

Selvom bandet ofte vovede sig derud, hvor svulstigheden meget vel kunne have kammet over og vendt sig til det patetiske, holdt de sig, takket være nogle glimrende sange og den flotte lyd, hele tiden på den rigtige side af grænsen og leverede gennemgående en velfungerende og medrivende koncert. Efter 40 minutter i selskab med bandet var mæthedspunktet imidlertid fuldt ud nået, og et enkelt flerstemmigt ”la-la-la” kor mere havde muligvis fået maven til at vende sig en smule. På trods af overbevisende kontrol over virkemidler og et velfungerende lydunivers blev det således tydeligt, at bandet endnu mangler et mere personligt præg, før de bliver vedkommende for mere end en kort stund ad gangen.