Anmeldelse / Live / Lørdag d. 02-06-2007 kl. 19:47

Peter Laugesen & Singvogel
Spot 2007, Kunstbygningen, Århus,
lørdag d. 2. juni 2007

Anmeldt af Helle Juhl Lassen
Foto: Thomas Mose

GAFFA		6 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Et orgiastisk møde mellem poesi og musik fandt sted for et øjeblik siden, før Peter Laugesen og Singvogel pludselig igen forsvandt.

+ Se hele galleriet

Den lille sal B i Århus Kunstbygning er fuldstændig proppet, folk sidder på gulvet, langs kanten, opad væggen, står i døren, er kort sagt overalt, rummet sveder af fællesåndende kropsvarme, puls, rytme og rødt lys projiceret mod en hvid væg. Scenografien er som skabt til lejligheden, for der ér noget ligefrem sensuelt over det tværæstetiske samarbejde mellem Peter Laugesen og Singvogel, som var der tale om en elskovsakt mellem poesi og musik. Ord- og lydbilleder smelter sammen, penetrerer hinanden, transmitteres med en fysisk sanselig intensitet. Der er gedigne beats i Peter Laugesens poesi, i bogstaveligste forstand, en lydlig rytme, som flyder fragmenteret ned over papiret, og der er ikke andet for end at flyde med. Så eksperimentel og detaljeorienteret, som trioen Singvogel er, mestrer de bedre end noget andet band, beatdigteren gennem tiderne har turneret med, at levere dén friktionsfulde horisont, ordene længes efter. Det er decideret nervepirrende at lytte til Peter Laugesen og Singvogel, når de vibrerer bedst, og det gjorde de så absolut i levende live på dette års Spot-festival.

Koncerten åbnede med "Lille Cowboy Soldat", et nummer som starter i modvind, dvs. i en messingblæsende disharmoni, og som flyder over i stødvise rytmer, en lydlig baggrund for præsentationen af Laugesens spritnye mini-haikuagtige digtsamling "Vejrudsigter" (2007). Lur lige et fedt citat: "vinden i buske/ brændende sol // gruset der knaser/ hosten der raller// - et rod af riffs". Og før jeg sammen med resten af publikum vidste af det, var koncertens 45 minutter forsvundet, det sidste Bob Dylan-covernummer, "Highway 61", ebbede nu.

Det eneste, man bare må hive sig i håret og beklage sig over, ved dette genuine klimaks af en poetisk lydbegivenhed, er, at det jo for fanden – som a la petite morte – gik alt for hurtigt, kom tilbage Peter, kom tilbage med sangfuglen, hvor blev I af?