Jonatha Brooke
Spot 2007, Musikhuset Århus, Lille Sal

For alle os drenge, der voksede op i et helvede af vildtvoksende kønsbehåring og tilsyneladende vanvittige østrogenbomber i midten af 1990’erne, kan navnet Alanis Morissette få det til at løbe iskoldt ned ad ryggen. I sig selv er det ikke den vrede canadiers skyld, men nærmere den hærskare af hunner(e), der gik Morissette i bedene og udsendte den ene rasende svada mod mænd efter den anden, i håb om at vi mænd dog en gang for alle ville gå i knæ for den almægtige Moder Vrede. Ingen nævnt, ingen glemt.

Vi ryster stadig. Og netop derfor var det befriende at se Jonatha Brooke være så behageligt og humoristisk et indslag på Spot, på trods af de tydelige tråde, som hun trækker tilbage til den føromtalte trend. På lidt over en halv time formåede Brooke at overbevise selv de værste kynikere om, at recepten ung kvinde/halvrusten stemme/guitar ikke nødvendigvis behøver at true, for at overbevise os om kvinders evner som solokunstnere.

Jonatha Brooke spillede for det meste materiale fra sin nyeste plade, ”Careful What You Wish For”, hvilket blandt andet bragte en sindssvagt fornem udgave af "Keep The River On Your Right" frem i billedet som aftenens højdepunkt. Brooke formåede at holde en god kontakt med publikum, der for en gangs skyld ikke virkede kunstige, når de grinede af Brookes anekdoter om sine sange.

Brooke hoppede på et tidspunkt ud af sin singer/songwriter-persona for, i bedste Elton John-stil, at bokse balladen "I’ll Try" ud, der oprindeligt var tiltænkt en plads på soundtracket til Disneys opfølger til Peter Pan. "Peter Pan 2", skulle den oven i købet have heddet. At nummeret sikkert ville have haft markant mere succes end filmen, kan der ikke være ret meget tvivl om. Smukt, uden at blive Nutella-sødt.

Da Jonatha Brooke afsluttede et nummer med at bryde ud i det klassiske ”Doo-di-doo-doo”-stykke fra Lou Reeds evergreen ”Walk On The Wild Side”, virkede det hverken foregøglet eller prætentiøst, men sådan set bare ret perfekt.

Da amerikaneren efter nummeret kunne afsløre, at hun i løbet af sin forrige tour var blevet konfronteret af indtil flere franskmænd, der troede, at hun havde skrevet Reed-nummeret, var hun heldigvis selv i stand til at ironisere over det, og fremstod på alle måder som den seje storesøster, der røg smøger og gav en punk-plader i fødselsdagsgave. Brooke nøjedes med at give en flot koncert på den lille halve time, hun havde til rådighed, og udfyldte derfor sin rolle på så god en måde, man overhovedet kunne forvente.