Du er ikke logget ind    Log ind / Opret brugerCookie persondata politik for GAFFA A/S
Anmeldelse / Live / Søndag d. 03-06-2007 kl. 03:06

Marie Fisker
Spot 2007, Musikhuset Århus, Lille Sal,
lørdag d. 2. juni 2007

Anmeldt af Kasper R. Schultz
Foto: Jan Chrillesen
GAFFA
2 stjerner2 stjerner2 stjerner2 stjerner2 stjerner2 stjerner
2 stjerner
Læserne
4,00 stjerner i snit (efter 1 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Plagiarisme får desværre selv den grønneste anmelder til at se sort

Da Marie Fisker går på scenen denne sidste aften på Spot Festival 2007, er det med et højt humør, der ikke lader sig beskæmme af, at det danske fodboldlandshold lige har fået en grim streg i regningen, et hujende publikum, store klapsalver og tre af Danmarks mest stilfulde musikere ved sin side. Det ser alt sammen meget lovende ud. Formen er finpudset, det håndværksmæssige er i superligaen og stilen gennemført. De fremfører en gedigen mørkglødet rock, der dyrker de få virkemidler og kræver sin rockmama. Lad mig sige det med det samme. Det er ikke Sanne Salomonsen, der er Marie Fiskers forbillede. Det er nok nærmere Polly Jean Harvey. Og det er et alvorligt problem.

Det er både fint og uundgåeligt med forbilleder, men det er kritisk, hvis man ikke formår at bidrage med noget nyt. Så er man en wannabe. Det er brandærgeligt i Marie Fiskers tilfælde, for man kan sagtens høre talentet bagved. Men hun bliver simpelthen nødt til at vove sig længere hjemmefra, hvis hun skal finde en selvstændig stemme. Det ville være at tage sit åbenlyse talent seriøst. Lige nu er hun blot en bleg kopi af sit mere farverige forbillede. Det kan nok så mange fuldt ud fantastiske guitarsoli fra Rune Kjeldsen ikke rette op på. Han er et evindeligt lyspunkt på den danske rockscene, og denne aften var ingen undtagelse.

Spørgsmålet er bare, om det kan betale sig at lappe hullerne på et par fuldstændig udtrådte sokker? Det syntes publikum tilsyneladende, og det er en formildende omstændighed. Man kan godt betvivle sangenes eksistensberettigelse. Men så længe Marie Fisker kunne skabe lidt glæde blandt publikum, var det hele jo ikke helt forgæves.

Normalt dumper eleven, når opgaven er skrevet af. Hvis publikum er læreren, må han slås med en streng censor. Det kan højst blive bestået. Det er ikke sjovt at få dårlig presse, men håbet er bestemt ikke ude. Hvis Marie Fisker læser bare lidt ud over pensum, kan hun sikkert nemt rette op på det hele. For det er ikke musikbegavelsen, der fejler noget.

Tip en ven
Endnu ingen kommentarer. Tilføj din nedenfor

Log ind for at kommentere.

Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.