Anmeldelse / Live / Torsdag d. 07-06-2007 kl. 03:22

Aerosmith
med D-A-D, Essex Park, Randers,
onsdag d. 6. juni 2007

Anmeldt af John Fogde
Foto: Toke Hage

GAFFA		4 stjerner
Læserne		6,00 stjerner i snit (efter 1 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Amerikanerne væltede ikke Randers, men fik da rystet noget støv af byen

+ Se hele galleriet

Omkring 23.000 havde begivet sig ud til Essex Park i Randers, hvor heltene normalt hedder Stig Tøfting og Djiby Fall. Men denne aften var navnene på trøjerne skiftet ud med Steven Tyler og Joe Perry i anledningen af, at Boston-bandet havde valgt at starte deres Europa-turné i byen, Østkyst Hustlers engang kaldte ”et åndeligt halvformørket gudsforladt sted”.

D-A-D
Men inden vi kom helt så langt, skulle vi dog lige trækkes med et opvarmningsnavn, der skulle træde vande, indtil hovednavnet var klar til at fyre den af. Eller sådan ville det jo normalt have været. Men man havde til lejligheden inviteret D-A-D til at spille først, og de burde have optrådt foran et banner, hvor der stod Tough Act To Follow, for koncerten var nærmest en greatest hits-opsamling fra deres seneste fem plader. Det betød, at vi fik ”Camping In Scandinavia”, ”Reconstrucdead”, ”Soft Dogs” og ”Scare Yourself” for bare at nævne et par stykker.

Undervejs måtte Jesper Binzer desuden indrømme, at også de havde været på epo-vognen (dog mest Laust), og det havde resulteret i det nye nummer ”Money Always Takes The Place Of Life”. Var det ikke, fordi country-musik er en del af bandets rødder, ville det være oplagt at tro, at bandet har skelet lidt mod Volbeat, for sangen var i høj grad bygget op på samme måde som ”Sad Man’s Tongue”.

Bandet rundede den 50 minutter lange koncert af med ”Sleeping My Day Away” og ”Bad Craziness”, der begge fremprovokerede fællessang og for en gangs skyld rent faktisk varmede folk op til den koncert, de trods alt primært var kommet for at se.
(Fem stjerner)

Aerosmith
Aerosmiths koncert blev indledt med en videosekvens på storskærmen bag trommesættet, der i billeder og riffs gennemgik Aerosmiths lange karriere. Sekvensen blev afsluttet med et blafrende Dannebrog, og fra det øjeblik Steven Tyler satte mikrofonen op til sine kæmpestore læber, var der fællessang på åbningsnummeret ”Love In An Elevator”.

Selvom dette var første koncert på bandets Europa-turné, havde gruppen valgt ikke at bruge en masse tid på lydprøver og lignende, men var i stedet først ankommet til stadion i separate biler omkring klokken syv. Af samme grund lød gruppens comeback-single fra 1987 ikke optimalt, hvilket dog var fikset, da fællessangen fortsatte på ”Dude (Looks Like A Lady)”.

Aerosmith optrådte med en ganske beskeden sceneopsætning, der dog indeholdt en lang catwalk, der blev benyttet flittigt. Joe Perry tog sig blandt andet et par lange soloer for enden af den, hvor det ofte var særdeles tydeligt, hvor Slash har stjålet sin stil fra. Det var samme sted, at Tyler senere løftede op i sin T-shirt og lod et kamera zoome ind på ordene ”Lick Me”, som han havde skrevet på maven. Det var desværre et blandt mange eksempler på, at frontmanden brugte mere tid på at spille op til de kamerafolk, der lavede billeder til storskærmene, end sit publikum. Bandet havde desuden to fotografer til konstant at løbe rundt på scenen, hvilket gjorde, at man undervejs følte sig hensat til et MTV-show i stedet for en rockkoncert.

Der var heller ikke meget rock’n’roll over bandets inklusion af den overdrevent pompøse ballade ” I Don't Want To Miss A Thing” i sætlisten. Sangen er gruppens største hit og særdeles populær hos publikum, men i disse ører er det en plage og en rædsel, der nærmest kun overgås af den stinker af en film, hvorfra den er taget. Men sjovt nok markerede den en overgang til en række ældre og lidt mere obskure sange.

Eksempelvis trak Perry og Tyler havemøblerne ud på catwalken til en lang version af ”Baby, Please Don’t Go” fra gruppens seneste album, der primært består af coverversioner af gamle blues-numre, hvilket gav folk rigelig tid til at få tanket op med øl og pølser. ”Hangman Jury” vakte heller ikke den store jubel, og ” Seasons Of Wither” fra gruppens andet album tilbage fra 1974 var der heller ikke mange, der kunne huske.

Lidt bedre gik det med ”Dream On” og ”Sweet Emotion”, men det var tydeligt, at langt de fleste primært kendte bandet fra radioen eller opsamlingsplader. Om bandet kunne mærke det eller allerede havde slået autopiloten til, inden de gik på scenen, er svært at svare på. Det var dog ret tydeligt, at der i høj grad blev kørt på rutinen, og det var forunderligt, at det først var, da Joe Perry greb mikrofonen på ”Stop Messin’ Around”, at der kom lidt vibrationer i den velsmurte maskine. Sangen lød som en omgang Gary Moore-blues, men der var mere spræl i det nummer end noget andet tidligere på aftenen.

Det smittede heldigvis af på Tyler, der kun spillede mundharpe på nummeret, og han virkede særdeles veloplagt, da de afslutningsvis spillede ”Draw The Line”. Herefter fulgte endnu en videosekvens (denne gang var der et skilt med navnet ”Randers” ude midt i en ødemark), og inden man kunne nå at sammensætte sin ønskeseddel over ekstranumre, gik Joey Kramer i gang med den karakteristiske intro til ”Walk This Way”. Den retning, bandet valgte at gå efterfølgende var dog direkte ud i bilerne, så den annoncerede spillelængde på en time og femogfyrre minutter kom til at holde stik.

Dermed havde folk fået set girafferne og sunget med på de største hits, hvilket formodentlig var det, de fleste var kommet for. Men nogen stor oplevelse var det altså ikke. Tyler synger stadig fedt, materialet fejler jo ikke noget, og bandet spillede generelt også ganske glimrende. Det hele virkede bare for glat til rigtig at gøre indtryk, og når lydstyrken samtidig befinder sig på et nabovenligt niveau, var det også svært rigtig at føle musikken. Det er svært at klandre bandet for at være klichéfyldte, eftersom de har opfundet de fleste af klichéerne. Men lidt mindre gejl og lidt mere nærvær ville i hvert fald have været at foretrække.