Efter et usædvanligt sabbatår er den produktive sangsmed tilbage, nu med keyboardsolo

Hvem havde troet, at den notoriske bad boy Ryan Adams skulle lave sit bedste album siden mesterværket Gold i ædru tilstand? Men ikke desto mindre er det tilfældet med dette niende soloalbum indspillet med cigaretter som stærkeste vice. Efter at have udsendt over 40 sange fordelt på tre album i 2005 holdt Adams noget så udsædvanligt som et sabbatår i 2006, hvis man ser bort fra de over 200(!) nye stilmæssige parodisange, han lagde ud på sin hjemmeside under aliaser som DJ Reggie, Rhoda Ro, Ghetto Birds, Sad Dracula, Were Wolph og The Shit. Med de pjattede stiløvelser ude af kroppen har vi nu en veludhvilet og fokuseret Adams, der har lavet et aldeles fejlfrit album. Skiven indledes med den fænomenalt Grateful Dead’ede Goodnight Rose, der også prydede gevaldigt i buketten af sange, der blev luftet live i Vega sidste efterår. Af andre numre, man ikke skal snyde sig for at høre på repeat, er den smukke akustiske ballade Oh My God, Whatever, Etc countryperlen Tears Of Gold, den folk’ede Pearls On A String, som kunne have været inkluderet på debuten Heartbreaker og Sheryl Crow-duetten Two. Og hvem andre end Adams kan slippe af sted med at skrige ”guitarsolo” i en sang og så endvidere følge det op med en keyboardsolo, som det er tilfældet i rockbaskeren Halloween Head? I samme sang skråles der “What the fuck's wrong with me?”, og igen må vi her fra vores lille andedam forvisse den New York-bosatte sangsmed om, at der ikke er det fjerneste i vejen.