Tori Amos
Falconer Center, København

Aftenen i Falconer Salen indledtes med et kort sæt af Seth Lakeman, der med solid country-rock lyd leverede en kompetent violin-guitar-bas-tromme opvarming, der desværre var mere præget af muskler end melodi.

En kort pause pustede derfor til forventningerne til en af rock-scenens kvindelige enere: Tori Amos. I tråd med hendes seneste album ”American Doll Posse” spillede Amos fra starten på hendes spil med roller og identitet, som er i centrum på det nye materiale, hvor hun spiller 5 forskellige kvinderoller i et forsøg på at vække den amerikanske kvinde. I aftenens koncert indledte hun som karakteren Isabel, der skulle være fotograf og politisk bevidst. Første nummer var det korte og smukke nummer ”Yo George” som indledte koncerten elegant og følt. Men allerede i løbet af "Isabels'" seks numre lange 1. akt blev det tydeligt, at den musikalske indlevelse til dels var ofret for konceptet. Sangene holder ikke niveau og Amos’ tydelige fokus på at være kraftfuld overskyggede sangene i indledningen.

Det konceptuelle udgangspunkt faldt til jorden i kraft af, at hun musikalsk stadig er meget Tori Amos. At rollespillet dertil medførte en længere kostume-skifte-pause gik ud over koncertens sammenhæng. Tilbage på scenen som Tori (hvilken Tori?) forsattes med den stærke ”Big Wheel” fra den nye plade, inden der blev plads til en række ældre skæringer helt tilbage fra første album. Amos virkede desværre stadig tynget af den lovligt solide bund lagt af bas og tunge trommer, så selv publikumsfavoritten ”Cornflake Girl” ikke fik den smukke resonans i salen, som den burde have haft.

Noget af den intimitet og nærhed, som man kunne efterlyse, blev lagt for publikums fødder med en smuk solosektion, hvor numre fra de tidligste plader fik fuld lov til at udfolde sig mellem den ægte Tori Amos og publikum, hvilket publikum også responderede kraftigt på. Herefter vendte bandet tilbage og synes at finde samme tone som Amos, hvilke skabte en af koncertens højdepunkter i nummeret ”Putting The Damage On” fra ”Boys for Pele”.

Alligevel faldt band og stjerne tilbage i en form, hvor kontrollen synes at overskygge de enkelte numres potentiale. Amos søger konstant udvikling og udfordring på hendes plader. På den seneste er det kraftfuld og det konceptuelle i centrum, hvilket tydeligt afspejledes i aftenens koncert. Desværre kom koncerten dermed til at fremstå mere villet end følt. Der er ingen tvivl om, at Amos med vilje har lavet et album og en tour, hvor hun vil rocke og ryste hendes fans frem for at forkæle med den indføling, som mange elsker hende for. Men i Falconer Salen i aften var det ironisk nok de stille afbræk fra hovedparten af sangene, som lykkedes bedst.

Koncerten havde både intime og kraftfulde højdepunkter, men efterlod alligevel én med ønsket om, at hun ville smide parykkerne og maskerne for i stedet at finde sig selv, sine krøller og sin nøgne sangskrivning frem igen.