Ørkenens skæve sønner tilbage i rockende storform

Med Era Vulgaris har Queens Of The Stone Age lavet et album, der lyder herligt befriet for præstationsangst og spekulationer i, hvad lytterskaren måtte forvente. Albummet er skævt, syret, fængende, komplekst, langtfra perfekt og måske netop derfor dødcharmerende. Mærkværdige og kringlede riff, der kunne lyde som noget fra bandets debut, blander sig med guddommelige psykedeliske melodier og lydeffekter, der bringer tanker hen på deres andet album, Rated R. En sang som I’m Designer er et lysende eksempel på det med sit aparte vers og ultramelodiske omkvæd. Albummets enkelte sange fremstår som noget af en broget skare, og alligevel er albummet overraskende homogent. Højdepunkter? Era Vulgaris har dem i spandevis. Det uendeligt smukke Into The Hollow viser bandet fra deres både mest harmoniske og melodiske side. Den insisterende Misfit Love med det maskinelle riff åbenbarer i mod slutningen engleblide melodier. Mens Make It Wit Chu's tilbagelænede feel good-stemning ikke kan undgå at plante et bredt smil på lytterens læber. De få gange, et nummer ikke lykkes helt, er det af de helt rigtige grunde: fordi bandet leger og eksperimenterer. Heldigvis er resultatet i de tilfælde fortsat særdeles lytteværdigt. Skønt Era Vulgaris ikke helt når de luftlag, Queens Of The Stone Age bevægede sig i på Rated R og Songs For The Deaf, er det så tæt på, at kun et utaknemmeligt skarn ville finde på at brokke sig.