Justin Timberlake: Parken, København

Justin Timberlake, Parken, København

Justin Timberlake: Parken, København

Anmeldt af Rasmus Ardahl | GAFFA

Grundet meget strikse fotoregler fra Justin Timberlakes management er GAFFA.dk desværre ikke i stand til at vise billeder fra koncerten, men må nøjes med arkivfoto. Vi beklager.

Lad det bare være sagt med det samme: Justin Timberlake indtog Parken med autoritet og leverede et forrygende show på to timer kun afbrudt af et uinteressant reklameindslag halvvejs. En koncert i traditionel forstand var der ikke tale om, men i stedet et veltilrettelagt show med koreograferet dans, indøvede detaljer og et sangkatalog klippet i stykker og sat sammen på ny til lejligheden. Den kreative frihed var begrænset, men det til trods formåede Timberlake både at vise hele sit mangesidede talent og at skabe så tilpas mange intime øjeblikke, at det skarpe show blev nærværende for det talstærke publikum. 55.000, og ny rekord i Parken. Inden JT gik på scenen kl. 21.30, var der dog kvalificeret opvarmning til prins pop fra hele to bejlende popprinsesser.

Prinsessepop
Første del stod den kun 18-årige hollandske YouTube-komet, Esmee Denters for. Hun er netop blevet signet af Justin Timberlakes nyoprettede pladeselskab, Tennman Records, og det var årsagen til hendes 20 minutter i rampelyset. Sød, charmerende og velsyngende var hun, om end der gik lidt rigeligt American Idol i den, da hun til slut sang både Gnarls Barkleys "Crazy" og Aretha Franklins "Respect". Hende kommer vi til at høre mere til. Efterfølgende fik Natasha Bedingfield lov at præsentere en del af numrene fra sit kommende album, garneret med sikre hits som "Unwritten" og "These Words". Det gjorde hun fint og med stor overbevisning i stemmen.

Aftenens absolutte hovedret var dog ubetinget Justin Timberlake, der var tilbage i byen, hvor han sidste år charmerede under MTV's europæiske prisuddeling. Og fra første fløjt i Parken var tempoet højt og kursen sikker. Titelnummeret fra seneste album, "FutureSex/LoveSounds" fungerede glimrende som ouverture, inden der for alvor blev tændt op under løjerne med den sprøde "Like I Love You" fra debutalbummet, "My Love" med superfunky solodans fra hovedpersonen selv, og "Señorita", der endte i storstilet fællessang og det første af mange hysteriske klimakser i løbet af aftenen. Justin og hans show med 10 dansere og en stribe kompetente musikere, der faktisk spillede på instrumenterne, havde allerede her sikret sig et fast greb om publikum. Det slap de aldrig.

Rumkaptajn Timberlake
Selve scenen var placeret i midten, men var ikke just rund som omtalt i medierne op til koncerten. I stedet lignede den hoveddækket på et rumskib, og med diverse indbyggede hejse- og drejemekanismer og et imponerende varieret bombardement af projektioner og lys, var den tæt på den perfekte platform. Især i anden halvdel af showet, hvor mørket endelig sænkede sig over Parken og effekterne virkelig kom til deres ret. Og så var responsen fuldstændig overvældende, hver evig eneste gang energiske Timberlake dansede i en ny retning mod en ny langside af frådende publikummer – mens det dog også var helt trist at skulle dele superstjernen med hele tre andre langsider.

Første halvdel af koncerten, der størrelsen taget i betragtning havde ganske god lyd, blev rundet af med supersinglen, "What Goes Around", og det funky hiphop-sidespring, "Chop Me Up", der også blev anledning til at introducere superproducer og Justins vanlige partner in crime, Timbaland. Den fysiske version af Timbaland spillede dog en skammelig lille rolle i koncerten, da han kun dukkede op ved en enkelt anden lejlighed og reelt ikke bød ind med andet end sit kendte ansigt og navn. Overraskende nok formede pausen sig som én lang reklame for samme Timbaland med en Timbo-lookalike-dj, der messede mesterens navn i 20 minutter, mens videoprojektioner viste diverse Timbaland-videoer. Det var helt unødvendigt.

Stjernen over os alle
Den kære dj formåede dog at holde gryden i kog, men glæden var alligevel stor da Timberlake vendte tilbage i et inferno af lys og lyd med disko-perlen "Rock Your Body", der igen fik salen til for en stund totalt at overdøve musikken i bare jubel. Herefter blev Justins fortid som klejn krøltop med fistelstemme i boybandet 'N Sync for en tid mindet med en snert af den hjerteskærende "Gone", med Justin selv på guitar. Siden dengang er stemmen, der var i absolut særklasse i Parken, og ikke mindst solokarrieren vokset til en status, hvor Mr. JT ikke længere griber efter stjernerne, men for længst har placeret sig blandt de mest funklende af slagsen. Efter den obligatoriske bløde periode lidt efter midten i sættet, blev der med en effektfuld afslutning sat en tyk streg under den position.

Tre rappe hits, "Cry Me A River", "LoveStoned" og en møgbeskidt udgave af "Sexyback" sluttede festen af, inden en øredøvende jubel tvang hovedpersonen tilbage i rampelyset. Her tog Timberlake sig tid til at takke for den overvældende respons, og det så nærværende og tilsyneladende oprigtigt, at den manglende kommunikation undervejs i det stramt komponerede show med et trylleslag var glemt. Og afslutningsballaden, "(Another Song) All Over Again" kunne ikke sætte et smukkere punktum. Et mørkelagt Parken med funklende lightere og mobiler tog form som en stjernehimmel, og midt i sad den mest funklende af dem alle alene med sit klaver, alt imens scenen drejede rundt på stedet, og han strøede vokalt stjernestøv på os alle.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA