Pearl Jam
Forum, København

“We all walk the long road” messede Eddie Vedder som en anden gatorade-Jesus på aftenens første nummer. Og sortien på ”Long Road” kunne ikke være mere velvalgt. Siden starthalvfemserne, hvor grungen leverede et tiltrængt los i bollerne på en hensygnende rock-genre, har Pearl Jams koncerter i Danmark været uløseligt bundet til skelsættende begivenheder – på både godt og ondt. Både Roskilde i 1992, hvor Danmark vandt EM i fodbold, og – især – den tragiske ulykke sammesteds i 2000, hvor 9 mennesker omkom. En ulykke, som bragte bandet på opløsningens rand og tog syv år, før sårskorpen tillod endnu et favntag med de danske fans.

I rækken af fortjenstmedaljer på skovmandsskjortens brystlomme har forbindtligheden til publikum altid skinnet med en særlig nimbus hos Pearl Jam. Af samme grund var ulykken på Roskilde også en smertelig betoning af distancen mellem band og publikum – uanset hvor meget man forsøger at komme i øjenhøjde med hinanden.

Måske derfor var der en indledende andægtighed over både publikum og band i det udsolgte forum, hvor ”Long Road” gik videre over i ”Corduroy” inden ”Why Go” understregede for gud ved hvilken gang, at Eddie Vedders stemme har en magnetisk kraft, som kan slå fugletræk ud af kurs og få kompasnåle til at fare forvirret rundt.

Efterfølgende bevægede bandet sig ind på mere rocket terræn med en blandet buket fra ”In Hiding”, over ”Love Boat Captain” og ”Love Reign On Me” til ”Severed Hand”, som aldrig rigtigt løftede sig fra det det grødede dynd, som har præget en stor del af Pearl Jams seneste plader. Lidt ærgerligt da ”Love Boat Captain” står som bandets epitaf over de ni ofre for Roskilde-ulykken. Samtidig var Eddie Vedders tak til publikum og pårørende en noget slingrende omgang, som ikke helt forløste. De taktfaste klapsalver til de gode hensigter var dog ikke til at tage fejl af.

Pearl Jams uforlignelige styrke er imidlertid bredden i bagkataloget, som betyder, at de med et enkelt genkendeligt riff kan bringe hele salen sammen. Og med ”Light Years” blev der atter skrålet med for fulde gardiner. Herefter bevægede bandet sig skridsikkert rundt på et mellemliggende plateau med bl.a. ”Given to Fly”, ”I am Mine” og ”Elderly Woman….” inden der blev skruet op for volumen med ”Life Wasted” og ”Porch”, hvor sidstnævnte blev fremført i en skramlet udgave, der ville have klædt den lidt ferske lyd på ”Ten”.

Og herefter skete det! Koncertens sidste tre kvarter var ganske enkelt magiske og viste, hvorfor Pearl Jam ofte fremhæves som verdens bedste live-band. Fra ”World Wide Suicide”, hvor McCready og Gossard hamrede af sted som et lavineskred på jagt efter Eddie Vedders stemme, fortsatte sprinten ned over bakkerne i ”Once”, ”Black” og ”Alive”, inden vi røg over i aftenens ekstranumre, hvor alt lyset i Forum blev tændt. Og mens McCready nærmest huggede riff i granit på ”Keep On Rockin’ In The Free World”, kropsudfoldede hele salen sig i et danseland, som ligger utroligt langt fra lørdagens koordinerede Justin Timberlake-moves og pomp.

”This is how we say goodbye in Seattle”, grinede Eddie Vedder inden ”Yellow Ledbetter” satte bagkant på en fantastisk aften.