Anmeldelse / Live / Torsdag d. 05-07-2007 kl. 21:49

Arcade Fire
Roskilde Festival, Arena,
torsdag d. 5. juli 2007

Anmeldt af John Fogde

GAFFA		4 stjerner
Læserne		4,50 stjerner i snit (efter 2 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Taget løftede sig ikke helt i kirken

Scenen var sat således, at det canadiske band kunne være løbet med prisen for festivalens bedste koncert nærmest allerede inden den var gået i gang. Den syv mand store gruppe har udgivet to af de stærkeste rockudgivelser back-to-back siden "Rubber Soul" og "Revolver", og eftersom de måtte aflyse en planlagt koncert tidligere på året, var deres optræden på Roskilde det første møde med det danske rockpublikum.

Derudover spillede de første koncert på Grøn (kald den bare Arena - den vil altid være Grøn for mig), og de spillede i et vejr, der ville få Noah til at finde Fanden, så scenen var sat til et brag. Der var da også pakket til bristepunktet få minutter efter portene åbnede sig ind til festivalpladsen til trods for at bandet først gik på en time senere. Faktisk var der så pakket, at der uden tvivl var blevet lukket alt for mange mennesker ind i det indelukkede område foran scenen, hvilket må siges at være beklageligt.

Da ventetiden endelig var overstået, trådte det til lejligheden ti mand store orkester på scenen efter en teleevenagelist havde prædiket på de fem opstillede skærme (senere kom også storetrommen i spil som skærm), og lagde ud med "Keep The Car Running" fra gruppens anden udgivelse "Neon Bible".

Scenen var udover skærmene udsmykket med seks lysstandere og ophængte orgelpiber, der stemningsmæssigt passede fint med de mange billeder af coveret af gruppens seneste album, der konstant blev vist på de mange skærme og bagtæppet. Bandet fortsatte med "Black Mirror", og allerede her blev det tydeligt, at der næsten var en mur mellem bandet og publikum. Lyden kom ikke rigtig ud, og publikum var betragtere i stedet for medlevere.

Ved andre lejligheder har der været en nærmest utålmodig energi blandt både bandets medlemmer og publikum, der giver en rastløshed som udmønter sig i et vibrende sceneshow og et publikum, der næsten ikke kan kapere, hvor epokegørende en oplevelse det er, de er i gang med at genneleve.

Den følelse fik man desværre ikke på Roskilde, hvor man nærmere stod og nød musikken tilbagelænet, hvilket jo er fint, men der var desværre langt derfra op til den religiøse oplevelse, man kunne have håbet på.

Selv den fremragende "No Cars Go" fik ikke trukket folk op af dyndet, hvilket var overraskende, da den står som det uden tvivl mest fremragende nummer på "Neon Bible". Inden havde frontmanden Win Butler ellers kommenteret, at de var meget beæret over at være her "even with this fucking bullshit outside", hvilket var en rammende kommentar om den decideret latterlige vejrsituation, man trækkes med her på festivalen.

Bandet gjorde faktisk flere forsøg på at komme i et højere gear. Blandt andet sprang en af musikerne undervejs ud på kanten af scenen med et bækken og en tromme og gav den så meget gas, at bækkenet væltede ud over scenekanten og ned i graven. Frontkvinden Régine var også ude og danse særdeles charmerende på scenekanten flere gange, hvilket folk bifaldt, men alligevel ikke var helt nok til at få folk til at danse med.

Ti-øren faldt dog, da bandet satte igang med "Neighborhood #1 (Tunnels)" fra debut-albummet "Funeral", og derfra var det en helt andet butik. Der blev fulgt op med "Neighborhood #3 (Power Out)", der byggede op til gruppens bedste nummer - "Rebellion (Lies)", der kunne sætte gang i selveste den mest tragiske begravelse.

Herefter tog bandet en kort pause, men returnerede og spillede medtagende versioner af "(Antichrist Television Blues)", der er charmerende af en lang række grunde ikke mindst fordi den handler om Jessica Simpsons far, og afslutningsvis "Wake Up", der lukkede koncerten på fineste vis.

Så afslutningen var alle pengene værd, men det tog desværre lidt for lang tid at komme op i et gear, der er bandet værdigt. Arcade Fire ligger inde med vanvittigt stærkt materiale og med ti mand på scenen, er der altid et par stykker, der springer rundt og forsøger at sætte tempo på festen. Men potentialet blev desværre ikke fuldt udlevet i aften, og man kan kun håbe på, at de bliver booket hurtigst muligt til en indendørs koncert, så både publikum og band kan få den koncertoplevelse, de fortjener og som de for øvrigt blev snydt for i marts.