Du er ikke logget ind    Log ind / Opret brugerCookie persondata politik for GAFFA A/S
Anmeldelse / Live / Torsdag d. 05-07-2007 kl. 23:42

Björk
Roskilde Festival, Orange Scene,
torsdag d. 5. juli 2007

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt
Foto: Jacob Dinesen
GAFFA
5 stjerner5 stjerner5 stjerner5 stjerner5 stjerner5 stjerner
5 stjerner
Læserne
6,00 stjerner i snit (efter 1 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Björk fik regnen til at stoppe - sådan føltes det

Kære læser, jeg må indlede med en indrømmelse: Jeg var lettere positivt forudindtaget op til årets Björk-koncert på Roskilde. Jeg har set hende live tre gange, og alle tre koncerter har været fremragende, og jeg synes, hendes nye album "Volta" er fortrinligt - som stort set hele hendes øvrige bagkatalog.

Ingen er dog fuldkommen, og efter flere dages massiv Roskilde-regn lå der en tung opgave for Björk at løfte. Undertegnede var fuldstændig gennemblødt og derfor lettere mellemfornøjet, da islændingen gik på scenen. Og helt godt gik det ikke i åbningsnummeret "Earth Intruders", da lyden her ikke var helt afstemt, og den elektroniske backing næsten helt overdøvede Björks ellers så kraftfulde røst. Men allerede i den efterfølgende sang, "The Hunter", stod både instrumenter og vokal - stort set - klart, og det blev pludselig sværere at bevare pessimismen.

På scenen havde Björk - til lejligheden iklædt en meget farvestrålende kjole og bare tæer - medbragt en blæsersektion på ti kvinder - der også medvirker på Björks nye album - en keyboardspiller, to elektronika-virtuoser og en trommeslager. En noget usædvanlig lineup, men ganske typisk for Björk, der stort set aldrig anvender guitar, og sjældent bas. Hun har tidligere ofte anvendt strygere i stor stil, og hendes gamle sanges strygerarrangementer var elegant omskrevet til blæser-ditto. De ti blæserkvinder var iklædt ensfarvede kjoler og bar hver deres fane/flag, som en lille hentydning til linjen "raise your own flag" fra "Volta"-sangen "Declare Independence" - den vender vi tilbage til. Og den ene elektro-nørd, Björks gamle samarbejdspartner Mark Bell, spillede på et ganske særligt instrument, et såkaldt reactable, som man spiller på ved at flytte rundt på nogle klodser på en skræm. Højst interessant.

På sin igangværende turné har Björk og orkester eftersigende indøvet hele 90 numre - det meste af hendes bagkatalog - og sætlisten skifter hver dag, alt efter hvilket humor, Björk er i, og hvad hun tror, hendes publikum trænger til. Efter en dag med massiv regn kunne man måske godt have behov for lidt opmuntring, og gang i den, men Björk var åbenbart blevet melankolsk af vejrliget og havde derfor i stor stil hevet de mere afdæmpede og eftertænksomme sange frem -eksempelvis "Pagan Poetry", "Unravel", "The Pleasure Is All Mine", "Anchor Song" (med islandsk tekst) og "All Is Full Of Love", der blev fremført i smukke, formfuldendte fortolkninger. Ganske vist var lyden ikke helt i top, men dog hæderlig, og Björks enorme røst stod klart som erstatning for den sol, der stort set ikke har vist sig under festivalen.

En lille time inde i sættet fik Björk dog lyst til at sætte lidt gang i festivalpladsen med de mere tempofyldte og yderst fængende "Army Of Me" og "Innocence", hvorunder Björk kastede sig ud i vild (regn)dans på scenen og sendte heftigt laserlys ud over publikum. Og det syntes at virke, for nu kom armene op hos det ellers andægtigt lyttende publikum. Efter endnu et par afdæmpede sange sagde Björk så tak for i aften med den hårdtpumpede "Pluto", men lod sig heldigvis lokke ind til et par ekstranumre, heriblandt førnævnte, den særdeles aggressive "Declare Independence". Og samtidig blev det færøske og det grønlandske flag hejst på scenen, som en understregning af tekstens budskab.
Dét gik rent ind, så man må formode, at "Declare Independence"-T-shirts bliver det næste store hit efter "Bevar Christiania".

Da koncerten var forbi, bemærkede jeg, at regnen var holdt op. Under koncerten havde jeg ikke skænket den en tanke.

Tip en ven
Endnu ingen kommentarer. Tilføj din nedenfor

Log ind for at kommentere.

Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.