Anmeldelse / Live / Fredag d. 06-07-2007 kl. 13:07

The Kissaway Trail
Roskilde Festival, Pavilion,
torsdag d. 5. juli 2007

Anmeldt af Pelle Sonne Lohmann
Foto: Rasmus Weng Karlsen

GAFFA		4 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Danmarks eget bud på voluminøs indierock a la Arcade Fire overbeviste snildt

+ Se hele galleriet

Odenseanske The Kissaway Trail gør sig i en kraftfuld og intens rock ikke ulig de givne forbilleder i canadiske Arcade Fire.

Tilfældigt eller med fuldt overlæg, men i hvert fald temmelig pudsigt spiller netop Arcade Fire og vore hjemlige helte sådan cirka samtidig denne aften på Roskilde Festival. Valget mellem de to må have været svært for mange, for The Kissaway Trail er ikke blot en bleg kopi af genrens canadiske bannerførere, men en hæderligt selvstændig forlængelse.

Udtrykket baserer sig på marcherende trommer, en tilpas tilbageholdt, men alligevel effektiv bas og ikke mindst op til femstemmige vokalharmonier, der står berusende stærkt, og som er et aktiv, bandet for enhver pris fortsat må forfølge. Hertil kommer tre styks guitarer, der både formår at supplere hinanden og sig selv med skiftevis fræsende akkorder og klangfuldt fingerspil.

Alt i alt er der således tale om en stil, der helt oplagt er gjort af et frydefuldt medrivende og klimaks-søgende stof, som denne aften når imponerende klokkeklart og sikkert ud over scenekanten, og som i reglen vinder ved koncerter, hvor studieindspilningerne gerne løfter sig behørigt.

Man kommer imidlertid ikke uden om, at materialet endnu er en smule fattigt i længden, og den slags afsløres jo i sagens natur i livesammenhænge som denne. Mens de smukke hits "61" og "Smother + Evil = Hurt" brager forrygende igennem, løber The Kissaway Trail i koncertens sidste halvdel panden mod en mur, idet det kniber en kende med at få varieret vokalharmonierne, der kammer over i en småtriviel omgang "la la la, na na na".

Publikum bliver dog begejstret hængende og kalder lystigt på mere, da bandet efter rundt regnet tre kvarter forlader scenen. Kort efter vender kvintetten tilbage og serverer i en tilsyneladende mangel på bedre en gammel sag som ekstranummer.

Undervejs i koncerten skinner det indimellem igennem, at bandet er en smule betuttet over den fine opbakning fra publikum. Medlemmerne i The Kissaway Trail smiler over folks genkendelsesglæde, når de mest kendte numre sættes i gang, og de kan heller ikke skjule deres benovelse, da bandet kaldes ind til ekstranummeret. Mens fynboerne selvfølgelig skal holde fast i deres sympatiske udstråling og naturligvis ingenlunde behøver styre over i en irriterende arrogance, kan The Kissaway Trail godt så småt begynde at tage engagerede publikummer for givet. Bandet har nemlig i den grad fat i den lange ende, og verden ligger ikke ufortjent for ensemblets fødder.