Thomas Buttenschøn
Nibe Festival,
torsdag d. 5. juli 2007
| GAFFA | 4 stjerner | |
| Læserne |
|
Endnu ikke anmeldt af læserne |
| Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor. | ||
Thomas Buttenschøn spreder kærlighed i skoven
Den kun 21-årige Thomas Buttenschøn spredte med sit band en kærlig festivalstemning torsdag på Nibe Festival. Sjældent har man da set så mange smil til en koncert både på og foran scenen.
Pladsen foran ”Reservat”-scenen var propfyldt af fortrinsvis meget unge ansigter. Man følte sig hensat til en efterskole-sommerafslutningsfest. Men hvad gør det, når humøret er højt overalt og crowdcontrol får helt ny betydning med Butterschøns store smil, besynderlige dans og morsomme hårpragt? Tankerne gled tilbage til Thomas Butterschøns århusianske navnebrors publikum fra slutningen af 80’erne, hvor en af de vittigheder vi hyggede os med var: ”Hvad er 40 meter langt og uden kønsbehåring? Jo, det var jo dengang forreste række til en Thomas Helmig-koncert.”
Bandet var ganske velspillende, uden dog at sætte nye standarder, og det passede fint til Buttenschøns pudsige hverdagstekster. Dog lurede kedsomheden en smule om hjørnet midtvejs gennem koncerten. Man savner nogle af de flotte nuancer i musikken, som findes på Buttenschøns plade ”Fantastiske Mandag”. Bandet kunne da også efter koncerten fortælle, at man bevist har pillet pladens ballader ud af festival-sættet, af frygt for at koncerten skal ”gå i stå.” Men det er en skam. Ikke mindst på denne dag i Skalskoven med et publikum så positivt, at det ville have ædt hvad som helst råt. En mere nuanceret sætliste ville helt sikkert have været et plus for koncerten.
Efter koncerten spørger jeg bandets guitarist Mads Reinhold, om ikke der under Thomas Buttenschøns voldsomme hårpragt og glade charmerende væsen et eller andet sted befinder sig ”en sortsynet vred ung mand.” ”Nej, nej”, svarer guitaristen helt forskrækket: ”Thomas er så glad hele tiden, at det nogle gange nærmest ikke er til at holde ud!”
Thomas Buttenschøn har både flair for den gode melodi og ikke mindst de pudsige tekster og rim som i ”November i København”: ”Har opført mig lidt flabet, fundet grydeskeer ude i skabet, lavet trommesæt på køkkenbord, i vores 45’er dele 2’er.” På den smukke duet ”Præsident i USA” manglede vi desværre Sys Bjerres sødmefyldte stemme. Som Buttenschøn sagde fra scenen ”er det ikke så tit, hun gider med til Jylland!” Det er absolut en skam, men man må trods alt tage hatten af for Buttenschøns charmerende forsøg på at synge tostemmigt med sig selv på ”Præsident i USA” til stor moro for publikum. I det hele taget er Buttenschøns måde at synge på lige så personlig, underlig og legesyg som teksterne og manden selv. Buttenschøn går i falset på de mest overraskende steder i sangene, men viser på sin plade, at den dybe del af sangregisteret også rummer udtryksfulde muligheder. Thomas Buttenschøn og bandet er i øvrigt i fuld gang med indspilningerne til opfølgeren til ”Fantastiske Mandag” og spillede 4 nye sange derfra.
Som næstsidste nummer leverede Buttenschøn den nye sang ”Michella” alene, fordi, som han sagde, ”bandet ikke havde lært den endnu.” Men det siger en del om publikums engagement, at folk, inden sangen var slut skrålede lystigt med på popsangens velklingende omkvæd. Titelsangen fra Buttenschøns cd ”Fantastiske Mandag” blev som ekstranummer trykket godt og grundigt af og satte et fint punktum for en helt igennem dejlig koncertoplevelse med en af Danmarks nye store sangtalenter.













Log ind for at kommentere.
Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.