Anmeldelse / Live / Fredag d. 06-07-2007 kl. 22:02

Klaxons
Roskilde Festival, Odeon,
fredag d. 6. juli 2007

Anmeldt af John Fogde
Foto: Rasmus Weng Karlsen

GAFFA		4 stjerner
Læserne		3,50 stjerner i snit (efter 2 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Det hungrende dansefolk fik sulten stillet

+ Se hele galleriet

Der var to slags mennesker til Klaxons-koncerten. Der var dem, der var kommet for at danse, give den gas, fyre den af og hoppe rundt som tosser til gruppens energiske højtempo guitar-indie med indlagte elektroniske elementer, og de havde fik en fantastisk oplevelse. Og så var der mig.

For problemet med Klaxons er, at de ikke evner at smide simple komponenter som melodi, omkvæd, hooks, riffs eller andet sammen til noget, der minder om en sang, man kan huske fire sekunder, efter at den sidste akkord ringer ud.

Det er naturligvis hårdt sagt for numre som "Golden Skans", "Gravity's Rainbow" og et par stykker mere har hooklines, der er lette at råbe med på, og de får et ekstra skud energi i live-versionerne. Men langt de fleste af sangene bæres udelukkende frem af en energisk trommeslager og en rå baslyd, der fungerer som underlægning for simple melodilinjer, der råbes i kor af de tre i front.

Klaxons lagde ud med deres cover af rave-klassikeren "The Bouncer" af Kicks Like A Mule, hvor linjen "Your name's not down, you're not coming in" fik ordet Roskilde tilføjet undervejs, hvilket ikke overraskende fik sparket gang i folk fra første tone.

Derefter kom crowd-pleaseren "Atlantis To Interzone", der mere eller mindre danner grundlag for genrebeskrivelsen New Rave - en bevægelse, der allerede er passé, hvilket gør den til den korteste bølge, siden Plastic Fantastic var bannerfører for Romo-bølgen midt i 90'erne.

Sangen lyder dog mere som 2 Unlimited vs Test Icicles end The Prodigy, og kendetegnende for de fleste numre er da også, at de baslinjer, der skal få folk op i det højeste dansegear, slet ikke er så innovative og medrivende som de elektroniske navne, bandet skal forestille at være inspireret af.

Alle disse negative kommentarer til trods fungerede meget af musikken faktisk overraskende godt i en live-situation, fordi de særdeles simple og repetitive elementer rammer ind i det mest primale dansegen og sætter gang i rytmemusklerne.

"Golden Skans" er gruppens stærkeste sang, fordi den rent faktisk har både vers og omkvæd, som man kan huske, og derfor stod den også som et klart højdepunkt. Resten blev primært oplevet med kroppen, der undervejs ikke kunne lade være med at danse, og derfor var det faktisk en positiv oplevelse, selvom det var energien i stedet for sangene, der gjorde koncerten.