The Flaming Lips
Roskilde Festival, Orange,
lørdag d. 7. juli 2007
Foto: Jacob Dinesen
| GAFFA | 4 stjerner | |
| Læserne |
|
Endnu ikke anmeldt af læserne |
| Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor. | ||
Masser af gøgl og grin, men også lidt for meget rod
Der er ingen i hele verden, der er sejere end Wayne Coyne. Frontmanden i The Flaming Lips var som altid ulasteligt klædt, og første handling var at kravle ind i en kæmpe oppustelig badebold for derefter at lade sig bære fra scenen, over graven og ud i de entusiastiske masser.
Det var blot et blandt ufattelig mange tricks, bandet havde med i bagagen, der også inkluderede oppustelige rumvæsner og julemænd, udklædte fans, masser af konfetti og et stroboskop, som Coyne havde om halsen.
Så den visuelle side var der styr på, og Coyne fortalte undervejs en række underholdende anekdoter om tidligere Roskilde-besøg og bandets frustration med George W. Bush, så kontakten til publikum var også på plads.
Desværre var sætlisten dog noget rodet, og bandet undlod at spille en række af deres bedste sange, så selvom scenen var sat til en stor oplevelse, nåede det aldrig helt op på samme niveau som ved tidligere lejligheder.
Højdepunktet var en stille udgave af "Yoshimi Battles the Pink Robots, Pt. 1" kun med piano og vokal og en medrivende version af "Do You Realize?". Derudover var det en noget ustruktureret omgang med pauser mellem sangene og blandt andet et larmende instrumentalnummer, der ikke var meget ved. At gruppen lukkede af med et obskurt Rolling Stones-nummer ("Moonlight Mile" fra "Sticky Fingers"), virkede helt ærligt også som en ret underlig beslutning.
Men alligevel var det en fin oplevelse, ikke mindst fordi Wayne Coyne er en utrolig karismatisk frontfigur, og bandet har masser af stærkt materiale, de kan trække på.
Så selvom koncerten aldrig kom helt op i det gear, man kunne have håbet på, er rodet og og ustruktureret Flaming Lips stadig en del bedre end de fleste andre bands. Og når gruppen stiller op med deres psykedeliske gøglershow, så kan man ikke undgå at blive i godt humør - også selvom man står i mudder til knæene.











Log ind for at kommentere.
Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.