Anmeldelse / Live / Søndag d. 08-07-2007 kl. 01:09

The Whitest Boy Alive
Roskilde Festival, Odeon,
lørdag d. 7. juli 2007

Anmeldt af Peter Ramsdal

GAFFA		6 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Formidabel danseindie i spændingsfeltet mellem det monotone og det medrivende

Erlend Øye har længe været norsk musiks wunderkid. Først i det akustiske indieband Kings Of Convenience, og nu som frontfigur i det Berlin-baserede band The Whitest Boy Alive, som foruden Øye består af tyskerne Marcin Oz på bas, Sebastian Maschat, trommer og tangentvirtuosen Daniel Nentwig på keyboard og synthesizer.

Odeon var fyldt til sidste ståplads, da den hvide dreng gik på scenen midt i den bedste The Who-sendetid, og der gik ikke lang tid, før publikum bekendte nationalitet, da Erlend Øye spurgte om han skulle tale engelsk eller norsk. "Norsk" lød det med klingende råb fra publikum, og efterlod ingen tvivl om, at Erlend Øye var på hjemmebane.

Selv om det er Erlend Øye, der er den ubetingede frontfigur i The Whitest Boy Alive er musikken dog tydeligt forankret i den tyske Krautrock fra 70'erne, domineret af navne som Neu og Can med lange monotone, rytmiske forløb, der umærkeligt udvikler sig tilsat abrupte, skæve breaks. The Whitest Boy Alive benytter sig af den samme opbygning, nogle gange vuggende, andre med et diskobeat som den underliggende rytme. Alt sammen skabte det en formidabel danseindie i spændingsfeltet mellem det monotone og det medrivende. Selv om musikken ved første lyt kan virke både monoton med alle sine gentagelser, så swingede det i dén grad.

Øye og venner var fantastisk spillende og i stand til at improvisere ud fra det musikalske udgangspunkt, så koncerten næsten mindede om én lang jamsession, og Odeon på det nærmeste blev omdannet til en smeltende club.

Erlend Øye fremstod som indierockens svar på Woody Allen eller Hank Marvin for den sags skyld, og hans bløde, behagelige stemme blendede perfekt ind i musikken. Han lignede som altid en supernørd, og dansede også som en sådan, men der var masser af plads til at lege. Blandt andet serverede bandet et par indlagte coverversioner, der ikke ligefrem står i den lille røde indiebog, såsom Seals "Killer" og det afsluttende ekstranummer, Paul Simons "You Can Call Me Al".

Uhøjtidelig, dansabel indierock serveret med et smil på læben. Så har man set det med.