Anmeldelse / Live / Søndag d. 08-07-2007 kl. 01:14

The Who
Roskilde Festival, Orange,
lørdag d. 7. juli 2007

Anmeldt af Finn P. Madsen
Foto: Jacob Dinesen

GAFFA		5 stjerner
Læserne		6,00 stjerner i snit (efter 1 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Rocklegender indfriende alle forventninger

+ Se hele galleriet

Det er ti år siden, The Who sidst gæstede Danmark, med en opførelse af "Quadrophenia", og sidste år udgav de deres første album i 22 år, den glimrende "Endless Wire". Bandet har altid været kendt for deres eksplosive liveoptræden i sluttresserne og starthalvfjerdserne, hvor de fire medlemmer Pete Townshend, Roger Daltrey, John Entwistle og ikke mindst Keith Moon med lige dele livslede og agressivitet fik både rygter og bedrifter til at gå op i en højere enhed.

Med kun Pete Townshend og Roger Daltrey tilbage fra grundstammen gæstede bandet for første gang nogensinde Roskilde Festival lørdag aften. En bevæget Pete Townshend fortalte ved koncertstart, at både hans gode ven Eddie Vedder og Wayne Coyne (Flaming Lips) havde anbefalet ham festivalen, og han var beæret over at være her.

Med en videobaggrund, der viste bandet fra de tidligere tressere, blev der lagt ud med en let antændelig udgave af "I Can't Explain", som fortsatte over i The Seeker, hvor bassisten Pino Palladino fik vist, at han mestrede selv de mest kringlede basrungange. The Who levede denne regntunge aften fuldt op til bedrifterne som allertiders liveband. Foruden Townshend (guitar), Daltrey (vokal), Pino Palledino (bas) består bandet af Simon Townshend (guitar), John ”Rabit” Bundrick (keyboards) og Zack Starkey (trommer) søn af Ringo Starr. Et rent stjernehold af musikere, der spillede så fasttømret, at det var en fryd. "Who Are You?" blev leveret tung og muskuløs, hvor især Starkey imponerede med fuld pondus i sit cirklende trommespil. Lad det være sagt, at han er en meget anderledes trommeslager end sin far, og bedre.

På den sørgmodige ballade "Behind Blue Eyes" stod det klart, at Daltreys vokal ikke er, hvad den har været. Stemmen er hæs og når ikke de høje oktaver længere. Men det var hurtigt glemt, da bandet brød ud i den medrivende "Baba O' Riley", der lagde et tempo for dagen, hvor selv Starkey på trommerne så ud, som om han havde svært ved at følge med. Den blues-prægede "Magic Bus" var The Who i deres mest improviserede hjørne, hvor opspillet mellem Daltry på mundharmonka og Townshend på drillende guitar gik tungt i udbrud efter få minutter. På det mest rebelske rockstatement fra tresserne, "My Generation" fik Townshend endnu en gang slået fast, at han mestrer slide og lead eminent på en og samme tid. Med humør og til stor jubel for publikum tilføjede han, som afslutning på nummeret: ”I hope I die before I get as old as you”.

The Who havde et solidt tag i Roskilde-publikummet, både gammelt og ungt, og spillede med et lydniveau, som var Orange Scene værdigt. Bandet valgte at holde sig til fortiden og spillede kun "Fragments" fra "Endless Wire". "Won't Get Fooled Again", "Pinball Wizard", "Amazing Journey" og ikke mindst den højenergiske udgave af "See Me Feel Me" satte et flot punktum for en koncert, hvor The Who viste, at de sagtens kan matche nutidens rockbands, selv om pensionsalderen forlængst er nået.