Bryan Adams
Århus Havn,
lørdag d. 7. juli 2007
| GAFFA | 4 stjerner | |
| Læserne |
|
Endnu ikke anmeldt af læserne |
| Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor. | ||
Pinlige omstændigheder påvirkede en ellers glimrende koncert i alt for stor stil
Lad det være sagt fra start: Havde alle ydre omstændigheder været i orden, var aftenens koncert med den canadiske legende sandsynligvis strøget til tops som pragteksempel på, hvordan koncerter med folkekære rock 'n’ rollere burde forløbe. Entusiasmen var i top hos Bryan Adams, sætlisten var noget nær perfekt, og der var masser af fornøjelig interaktion med publikum. Imidlertid er dette en anmeldelse af den samlede oplevelse på Århus Havn denne lørdag aften, og hvor glimrende koncerten end var, så trak så godt som alt andet så meget ned, at fire stjerner kan betragtes som værende ganske gavmildt.
Problemerne viser sig allerede lang tid inden koncertstarten. Indslusningen af de mange tusinder af publikummer er programsat til at forløbe på blot én time fra kl. 20 og frem. En naiv og ret tåbelig beslutning, da det tydeligvis er umuligt at få så mange mennesker igennem de trange indgange på så kort tid. Endnu mere tåbeligt er det, da det medfører åbenlyse nedprioriteringer af sikkerheden, så der ikke finder kropsvisitationer sted og intet tjek af billettens gyldighed.
Indslusningen tager alt for lang tid, og inde på pladsen regerer arrogante, gulklædte vagter, der til at lægge ud med nægter undertegnede adgang til området foran scenen, hvor væsentligt mere interessante fotos end de, der her kan ses, kunne have været blevet taget. Derudover virker mange af vagterne langt mere interesserede i koncerten end i publikums sikkerhed, og står således med fokus rettet mod scenen frem for mod publikum.
Ualmindeligt lav lyd
Nuvel, mange fadæser kan tilgives, hvis så bare selve koncerten forløber som den skal. Men på lydsiden er koncerten så kritisabel, at det er direkte pinligt at lægge by til store, internationale navne, når talentet for at afvikle koncerter på fornuftig vis tydeligvis knap nok eksisterer. Lyden er hele koncerten igennem ualmindeligt lav, hvilket gør, at kun de publikummer, der står ganske tæt på scenen, kan formodes at have haft en nogenlunde anstændig oplevelse af lydstyrken.
Publikums småsnakken blander sig med lyden fra scenen, og når der fremføres hits – hvad der gjorde så godt som hele koncerten igennem – bliver Bryan Adams og band ganske enkelt overdøvet fuldstændigt af publikum. Og når der så en sjælden gang imellem er lejlighed til at lytte mere nærgående til musikken, er det også en særdeles blandet fornøjelse, da det hele mudrer sammen og dræber lyden af de elektriske guitarer, der ellers kunne have været centrum for en rockkoncert som denne.
Når Bryan Adams flere gange lader sit band holde pause for på egen hånd at fremføre musikken ved hjælp af blot akustisk guitar og vokal, bliver det helt skidt. Det føles som om, Adams står flere kilometer væk, og folk mister ganske enkelt interessen og lader småsnakken intensivere, for så fuldstændigt at overdøve enhver inderlig klimpren, som ellers kunne have lydt både smuk og indlevende.
Fantastisk optræden
Det er dog muligt fra tid til anden at forestille sig, at man står til en anstændigt organiseret koncert, og når det lykkes at ignorere de talentløse rammer, så var der glimt på glimt af en fantastisk optræden fra Bryan Adams. Fra første nummer, som sammen med de næste par stykker blev fremført på en lille scene blandt publikum frem for på den egentlige, store scene, er der lagt i ovnen til en oplevelse, der for Bryan Adams’ vedkommende må være helt i top. ”There Will Never Be Another Tonight” er koncertens første nummer, og når der følges op med ”Can’t Stop This Thing We Started” er en glimrende præstation fuldt undervejs. Spilleglæden er stor, bandet swinger rigtig fedt, og Adams selv er særdeles oplagt.
Bagkataloget er imponerende, og der spilles hit på hit, og da ”Back To You” følges op af ”Summer of ’69”, ”Everything I Do (I Do It For You)” og ”Cuts Like A Knife”, er der tale om en særdeles respektaftvingende perleparade. Det løfter Bryan Adams op i endnu fornemmere selskab, end man inden koncerten måske ville have placeret ham i, da der de senere år trods alt er blevet lidt længere mellem de helt store hits, end der har været tidligere.
Duet med Betina fra Karup
Med ”When You’re Gone”, der følger lige efter, er der imidlertid grund til at tage hatten af i endnu højere grad. Med stor selvsikkerhed får Adams hevet en kvindelig publikummer op, som får lov til at duettere med ham på hittet, der oprindeligt blev sunget med Mel C. Det kunne have været en halvpinlig affære, men Betina fra Karup (som til stor fornøjelse for publikum ligger ”between Viborg and Herning”, da Adams spørger ind til byens placering) gør det glimrende, og hun bliver lovet T-shirts til sig selv og sine venner som tak for den fine præstation.
Koncerten fortsætter med endnu flere hits i form af ”It’s Only Love”, ”Heaven” og ”The Only Thing That Looks Good On Me Is You”, hvorefter bandet pænt takker og forlader scenen. De er dog ganske hurtigt tilbage, og to fine ekstranumre bliver det til, inden koncerten lader til at være slut – først ”Cloud Number Nine” og derefter ”Run To You”.
Slut er det dog ikke endnu, og der er ekstra-ekstranumre i vente, da Adams og co. atter dukker op på den lille scene blandt publikum, hvor koncerten startede. Der er solid rock 'n’ roll på programmet, hvilket blandt andet inkluderer ”Seven Nights To Rock” og en ryste-mås-konkurrence, hvor Adams inviterer fire kvindfolk op, som gør hvad de kan for at imponere, mens han kådt råber ”shake it!” til dem.
Koncerten slutter med to numre, hvor Adams er alene på den lille scene med sin guitar. På det første giver han den også på mundharmonika, og ”Straight From The Heart” lyder til at lyde alle tiders, men som nævnt er det aldeles svært at høre noget som helst. Det gælder også for aftenens finale, ”All For Love”, der som udgangspunkt fungerer fint i sin skrabede udgave, men som ikke når ud til ret mange, da lydstyrken er så forbandet lav, at folk vælger at sludre løs i stedet. En ufortjent tam afslutning på en ellers glimrende rockkoncert, der på scenen var næsten præcis, som den skulle være. Det var den bare desværre ikke foran den.











Log ind for at kommentere.
Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.