Anmeldelse / Live / Søndag d. 08-07-2007 kl. 21:07

Tunng
Roskilde Festival, Astoria,
søndag d. 8. juli 2007

Anmeldt af Peter Ramsdal
Foto: Per Lange

GAFFA		4 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Den engelske folktradition ført ind i det nye årtusinde.

+ Se hele galleriet

Astoria havde søndag eftermiddag fået besøg af de engelske spillemænd tunng. Bandet var i hvert fald denne eftermiddag en combo bestående af de to hovedmænd, sangerne og guitaristerne Mike Lindsay og Sam Genders. Desuden var der yderligere en sanger og guitarist, en sangerinde og en mand til at styre samplingerne og elektronikken i baggrunden. Som line-uppen fortæller er musikken en blanding af sang, guitar og elektroniske samples rørt sammen til det, som musikjournalister allerede har døbt folktronica. Og af alle mere eller mindre begavede genrebetegnelser er det i Tunngs tilfælde faktisk en uhyre præcis beskrivelse af musikken.

Tunng entrede Astoria alle iført solbriller og brune hættetrøjer, som var trukket godt op om hovedet, nærmest som en blanding af en munkeorden og Blues Brothers. Der var ikke mange af festivalens publikum, som havde fået øje på denne lille perle i årets program, men efterhånden som koncerten skred frem kom der dog flere publikummer ind i teltet.

Efter de første to numre smed bandet sin forklædning, og viste deres sande jeg, nemlig som en flok hippie-lignende folkrockere i jeans og T-shirt. Som det ofte er i den engelske folkverden er der også flere af tunngs sange, der er lige så meget fantasy som Ringenes Herre, blandt andet fik publikum en langhåret smøre om sangen "Woodcat", der handler om en fyr, der har en pige, som bliver forvandlet til en kanin, og så bliver manden selv til en kanin og må ud i skoven for at finde hende. Langt ude stuff, men i lige linje med mange af de engelske folkbands fra halvfjerserne, som Pentangle og Fairport Convention, som også dyrkede fascinationen af et fantasiunivers befolket af riddere og ungmøer.

Tunngs musik er dog ført ind i det nye årtusinde med masser af samples og knitrende elektronisk støj i baggrunden. De tre mandlige guitarister og vokalister i bandet spiller alle akustisk guitar, og synger perfekt synkroniserede vokalharmonier meget lig Simon & Garfunkel, smukkest i nummeret "Jenny", som lægger ud med en samplet vokal i baggrunden og derefter bliver de akustiske guitarer lagt ovenpå, og til sidst den læbesynkroniserede sang. Smukt.

Eneste minus ved koncerten var, at bandet manglede et af sine faste medlemmer, der normalt spiller på alt fra rasler til uroer, og er med til at nuancere lydbilledet, men den anke hører så absolut til i småtingsafdelingen.

Så har du hang til folk eller electronica, så tjek deres musik ud en af dagene, og hvis du har hang til begge dele, så tjek den ud i dag.