Anmeldelse / Live / Søndag d. 08-07-2007 kl. 22:03

Beirut
Roskilde Festival, Astoria,
søndag d. 8. juli 2007

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt
Foto: Rasmus Weng Karlsen

GAFFA		4 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Smuk Balkan-orienteret koncert, der dog blev en kende ensformig i længden

+ Se hele galleriet

Musikere fra Balkan er som regel de bedste til at spille Balkan-musik, men de har nu fået alvorlig konkurrence fra den kun 20-årige amerikaner Zach Condon, der under det noget misvisende alias Beirut sidste år udsendte det meget roste debutalbum Gulag Orkestar. Et album med en stribe sange dybt inspireret af Balkans musikalske traditioner, som Condon faldt over på en rundrejse i Europa. På albummet spiller Condon selv en række af de mange af Balkan-traditionens instrumenter, men live kan han af gode grunde ikke gøre det + i hvert fald ikke på én gang + så han havde medbragt i alt syv musikere, der trakterede guitar, bas, trommer, ukulele, mandolin, violin, harmonika og forskellige blæsere, mens Condon selv tog sig af sang og trompet.

Som han står dér på scenen iført stribet sweatshirt og jeans ligner den spinkle Condon en ganske almindelig collegestuderende, men når han åbner munden, sker der noget. Condons lyse, smukke og dybt melankolske stemme lyder, som bærer den på årtiers traumer, der nu er blevet omsat i kunst, og den kaster et umiskendeligt vemodigt skær over alle Beiruts sange, uanset om de er langsomme eller hurtige og dansable. Og sidstnævnte er de ofte, hvilket hyppigt fik klapsalverne frem i Astoria-teltet. Både Condon og hans syv lejesvende er da også fremragende musikere, hvilket resulterede i lutter vellyd fra scenen og smil på publikums læber.

Eneste problem ved koncerten var en vis mangel på variation sangene imellem. Uanset om Beiruts numre er hurtige, langsomme eller midt i mellem, og uanset hvilke instrumenter Condon og hans handlangere betjener sig af, så kommer det hurtigt til at lyde en anelse ensformigt takket være Condons smukke, men let monotone sangforedrag, sangenes gennemgående staccato-rytmer og de Balkan-orienterede tonearter. Selv en fortolkning af Jacques Brel-klassikeren "Le Moribund" kom til at lyde som en arketypisk Beirut-sang. Med en samlet koncertlængde på 50 minutter, inklusive ekstranummer, var koncerten en af de korteste, undertegnede endnu har hørt på Roskilde i år, men det var faktisk tilstrækkeligt.