Anmeldelse / Live / Mandag d. 09-07-2007 kl. 20:15

Dúné
Roskilde Festival, Pavilion,
søndag d. 8. juli 2007

Anmeldt af Pelle Sonne Lohmann

GAFFA		3 stjerner
Læserne		2,67 stjerner i snit (efter 3 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Dúné var vanligt energiske, men musikken er gået lidt i tomgang

Måske skyldes det bare, at undertegnede efterhånden har set det unge Skive-ensemble Dúné så mange gange, at manglen på udvikling i bandet skurrer i ørerne og skærer i øjnene. Faktum er i hvert fald, at det syv mand/kvinde store musikkollektiv med karismatiske Mattias Kolstrup i spidsen nok en gang overrumpler et overvældet publikum med deres hyperenergiske og indpiskende liveshow. Pavilion-teltet er sjældent tætpakket og begejstret støjende denne søndag aften, hvor det imidlertid også skorter på konkurrence fra festivalens øvrige scener, der så småt er ved at lukke ned.

Dúné vinder unægtelig en hel del i livesammenhænge som denne, hvor det forudsætningsløse publikum (i hvert fald den yngre del) til hver en tid vil labbe bandets ukuelige indsats og fandenivoldske attituder i sig, men når nu man adskillige gange før har været vidne til gruppens indstuderede detaljer, er der større overskud til at fokusere på musikken. Showlir, som når alle bandmedlemmer pludselig farer rundt på scenen for øjeblikket efter at fryse fuldstændig i et halvt minuts tid er fine og sympatiske størrelser, men de trætter i længden og kan ikke alene få en koncert helt op at ringe. Dertil spiller selve musikken selvsagt en alt for central rolle.

Ganske vist HAR Dúné udviklet sig, siden denne anmelder første gang stødte på bandet i nogle væsentlig mere beskedne rammer for flere år siden – gruppen er over de sidste par år blevet markant bedre sammenspillet og er vokset flot med opgaven, således at enkelte bandmedlemmers oprindelige generthed nu er afløst af klokkeklar selvtillid. Det er vigtigt. Men vigtigt er det altså også, at man husker de spæde fasers musikalske legesyge og opfindsomhed. Ikke at Dúné hermed opfordres til atter at præstere løse, småsjuskede (men charmerende!) koncerter, men snarere en forsigtig bøn om, at bandet vover at tilsidesætte den nuværende musikalske formel, der byder truppen at levere en maskinel, ensformig, glat og strømlinet omgang synthrock. Bandet synes fastlåst i dette hårdtpumpede udtryk, der nok fordrer klimakser, som kan få et ungt publikum til at te sig tosset nede i salen (eller teltet), men de smittende melodier er mere eller mindre smidt på gulvet og erstattet af sporadiske super-omkvæd, der desværre kun sjældent får lov at titte frem blandt den primitivt kværnende og altædende synthrock. Noget vigtigt er gået tabt, men Dúné er heldigvis ikke blot sammensat af en stribe sympatiske, men også musikalsk begavede unge mennesker, så tråden skal nok blive taget op.

Dúné må tage kampen og kæmpe for atter at blive et uimodståeligt fængende band, men det kan det til gengæld også snildt blive, hvis hovederne lægges i blød. End ikke bandet selv kan trods øjeblikkets pæne succes med debutalbummet ”We Are In There, You Are Out Here” og rundt omkring på landets spillesteder være entydigt og uforbeholdent lykkelig for dets nuværende udtryk, som rigtig nok er blevet mere professionelt, men også unødvendigt mere uinteressant. Teknisk har man marcheret fornemt med syvmileskridt i de sidste par år, så det hele lader sig i teorien gøre – ingredienserne forefindes allerede på alle hylder og i de fleste indpakninger, så det er bare lige med at finde den mest eksotiske opskrift. Og for pokker – man skal jo prøve sig frem!