Anmeldelse / Live / Onsdag d. 11-07-2007 kl. 16:45

BigBang
Roskilde Festival, Orange,
lørdag d. 7. juli 2007

Anmeldt af Martin Kjendlie

GAFFA		5 stjerner
Læserne		6,00 stjerner i snit (efter 1 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

BigBang udløste måske ikke det største knald, men opgaven om at åbne Orange Scene lørdag løste de med stil

I Norge har BigBang haft stor succes med sin 60’er-og 70’er melodiøse retrorock og sælger nemt deres koncerter ud, men i udlandet har det store gennembrud ladt vente på sig. BigBang håber, at deres base, der nu er Los Angeles, skal ændre dette. Deres sidste album ”Too Much Yang” blev netop indspillet her, i Capitol Studios i Hollywood, hvor blandt andre The Beatles, Frank Sinatra og Beach Boys har skabt flere af deres store værker. I Danmark har vi set dem på Spot-festivalen i 2006, og samme år varmede bandet op for The Raconteurs på deres Englands-turné, og vi danskere kunne se BigBang i Store Vega som support for Kira And The Kindred Spirits.

På Orange Scene ventede navne som The Who og Red Hot Chili Peppers, og ”lille” Bigbang havde æren at åbne den største Roskilde-scene lørdag eftermiddag. ”Early December” fra deres sidste album ”Too Much Yang” var intet dumt åbningsnummer, der fik alle i front-pitten med, og undertegnede havde svært ved at ikke hoppe med på mange af de rockede numre under denne koncert.

En meget publikumsvenlig sanger Øystein Greni takkede for, BigBang fik spilletid på Roskilde og sagde, at det var helt klart deres største øjeblik i karrieren indtil nu. Det var ikke svært at se, at de tre fyre fra Oslo elskede at spille på den største scene de nogensinde har spillet på og foran flere tusinde fans. Bigbang havde en varieret sætliste, der bød på gamle hits som ”Wild Bird” og ”Clouds Rolling By” og de nyere sange som ”Saturn Freeway” fra 2005-albummet ”Poetic Terrorism” og ”Hurricane Boy” fra ”Too Much Yang” (2007). Bigbang har med sine sidste albums udviklet en hårdere og mere direkte rock n’ roll. Bandet, der i Norge har udgivet seks studiealbum og et dobbelt livealbum, brugte tiden godt på Orange Scene og havde i tillæg til et langt hovedsæt tre ekstranumre, hvor Øystein Grenis søster var korpige, og hans onkel spillede saxofon.

Der var ikke ligefrem trængsel foran scenen, men den groovy og tight gruppe kombineret med Grenis meget hurtige og fejlfrie gitarsoloer fik samlet flere og flere foran Orange scene. Til trods for det pludselige regnvejr fortsatte Greni & Co med deres Led Zeppelin-inspirerede power-blues i ”Where The World Comes To An End”. Efter to ekstranumre afsluttede nordmændene med en lang og perfekt udgave af ”Girl In Oslo” igen akkompagneret af korpiger og strygere. Jeg tror bestemt ikke, at jeg er den eneste, der vil se disse herlige drenge igen. Teksten til det definitive afslutningsnummer passede også godt til stemningen blandt publikum: “We move together/and we dig the song/it’s not how long you make it/but how you make it long”.