Anmeldelse / Live / Lørdag d. 14-07-2007 kl. 18:23

Sonic Youth
Pitchfork Music Festival, Chicago, USA,
fredag d. 13. juli 2007

Anmeldt af Lars Rønn Olsen
Foto: Lars Rønn Olsen

GAFFA		5 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Legendariske ”Daydream Nation” i sin helhed tog publikum med storm

+ Se hele galleriet

På en førstedag med blot tre koncerter alle arrangeret af Pitchfork-festivalen i samarbejde med den engelske festival ATP (All Tomorrows Parties) var det absolutte højdepunkt Sonic Youths fremførsel af det legendariske album fra 1988, ”Daydream Nation”. Publikumsmassen var vokset til dobbelt størrelse siden GZA’s optræden (med ”Liquid Swords” i sin helhed) først på aftenen, og der var ingen tvivl om, hvem der for alvor tiltrak publikum på festivalens første dag.

Bandet, der vel næppe kræver nærmere introduktion, indtog scenen i tusmørket, og først her fik man for alvor fornemmelsen af, at ballet var åbnet.

Sætlisten allerede afsløret af koncertens natur var noget nær det allerstærkeste, Sonic Youth kunne komme med, og alene ideen i at kunne høre sit favoritalbum som helhed tiltrak et bredt og talstærkt publikum, med forventningens glæde i top. Bandet selv virkede også positivt påvirket af betingelserne og gav fra første anslag alt, hvad de havde i sig. Alene det, at koncerten startede med et nummer som ”Teen Age Riot”, der normalt er at finde som ekstranummer i Sonic Youths koncerter, lagde fundamentet for en ualmindelig solid koncert. Guitarist Lee Ranaldo, energisk som altid, var i sandhed i sit es. Nærmest ekstatisk fra koncertens start med sin guitar hævet over hovedet var det svært at forestille sig, at medstifteren af bandet i foråret rundede de 52. Også Kim Gordon og Thurston Moore viste sig i topform, og med andet nummer ”Silver Rocket” nåede koncerten en højere enhed på et meget tidligt tidspunkt. Et niveau, der holdt mere eller mindre koncerten ud.

Thurston Moore viste sig som altid ekstrem i sine guitarsoloer, men de vanlige ekstremt lange støjende udskejelser udeblev i denne (for Sonic Youth) forholdsvis stramme fremførsel af ”Daydream Nation”. Da albummet i sig selv er temmelig syret, var det på ingen måde negativt for udtrykket, og der var på ingen måde tale om en spændetrøje for bandet, men nærmere et incitament til at give publikum en perfekt og mindeværdig oplevelse.

Glæden ved at høre albummet live i samme rækkefølge som i diskmanden, var både en anelse aparte, men samtidig en absolut fornøjelse, og publikum var med koncerten igennem – selv da albummet nåede sine (få) lavpunkter.
Ét legendarisk album, ét band i topform, og ét publikum i absolut glædesrus. Sådan burde enhver festival sparkes i gang.