Velsmagende lunser til en album-hungrende fanskare

Is Is er ikke et af den slags mellemspil, hvor der prøves nye retninger af. Yeah Yeah Yeahs holder sig inden for hjemmebanens trygge rammer på ep’en, der endda for en stor dels vedkommende peger helt tilbage på 2003’s albumdebut Fever To Tell. Store, sprøde garage rock-riff, buldrende hulemandstrommer – og Karen O.’s stærke, sexede vokal på toppen. Kun Down Boy udfordrer for alvor newyorker-trioens kernekompetencer med et vers præget af triphoppede trommer og kuldslåede synths. Heldigvis er Is Is heller ikke et af den slags mellemspil, hvor smuler fra de riges bord kastes for en ukritisk fanskare. Både en live-favorit som Rockers To Swallow og de nyere numre lever fuldt ud op til de forventninger, Yeah Yeah Yeahs gode ry og rygte skaber. Faktisk skal der nok være dem, der foretrækker newyorkerne præcis sådan her: Skåret ind til benet, med live-energien intakt – og i en nøje afmålt dosis.