Anmeldelse / Live / Mandag d. 16-07-2007 kl. 11:30

Professor Murder
Pitchfork Music Festival, Chicago, USA,
lørdag d. 14. juli 2007

Anmeldt af Lars Rønn Olsen
Foto: Lars Rønn Olsen

GAFFA		5 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Enmands-festhær i USA’s selvironiske svar på new rave

+ Se hele galleriet

New York-gruppen Professor Murder er med deres enlige ep-udgivelse ”Professor Murder Rides The Subway” Pitchfork-festivalens grønskolling. Placeret på den mindste scene fik de i går chancen for at vise deres værd på livescenen, og er man bekendt med deres musik på forhånd, forventede man intet mindre end dagens hidtil største dansefest. Det er svært at finde en standard genreetiket, der passer på Professor Murder, som primært er rytmeorienteret med elektroniske aner og repetitive vokaludbrud, der dårligt kan klassificeres som sang. En interessant cocktail, der mest af alt minder om en humoristisk udgave af det britiske new rave-fænomen.

Efter en godt 15 minutter lang selvudført lydprøve gik bandet i gang, med endnu mere elendig lyd end inden lydprøven. Et særdeles interessant scene-setup stjal dog opmærksomheden de første par minutter. Kvartetten er nemlig udgjort af intet mindre end tre gange slagtøj, og kun et enkelt strenginstrument. Vokalist Michael Bell-Smith forsøgte energisk at sætte gang i det småsløve publikum. En energi, der skulle vise sig at være aldeles ukuelig, selv efter to lettere mislykkede numre.

Men så skete det (set i bakspejlet) uundgåelige endelig. Bell-Smiths ukuelige festånd smittede stille og roligt af på publikum (på trods af, at resten af bandet var stabilt passive koncerten igennem), der så småt begyndte at danse og endda ”synge” med, på sange de angiveligt ikke engang kendte, eftersom at langt størstedelen af materialet var uudgivet.

Med koklokke i massevis, fløjter og andet perkussionlir skabte Bell-Smith en regulær feststemning fra bunden af, i en af de mest imponerende udvisninger af vilje, undertegnede længe har set på en scene.
Imellem hvert nummer holdt bandet godt 30 sekunders pause, efter at Bell-Smith proklamerede ”Let’s all mellow out for a minute” – angiveligt så han selv kunne få pusten igen. Pauserne blev fyldt ud med chillout-beats krydret med hanegal, sirener og andet sjov og spas, og ingen af de tilstedeværende kunne undgå at trække på smilebåndet.
En udvisning af kolossal vilje til at give publikum en god oplevelse bar i den grad showet, sammen med en musikalsk baggrund, der ubetinget indbyder til godt humør. På alle måder et anbefalelsesværdigt band og en anbefalelsesværdig liveoplevelse.